Spring menu over

Hele Helsingørsgade bliver fornyet, så den bliver mere indbydende, grøn og lettere at færdes i, uanset om du er på høje hæle, har en barnevogn med eller bruger rollator. Designet i gaden bliver det samme som i Slotsgade.

Den eksisterende belægning bliver udskiftet med en ny klinkebelægning, der farvemæssigt refererer til teglmurene på Frederiksborg Slot, som har en mere jævn overflade.

På den lille pladsdannelse midt på gaden, kommer der et nyt stort bed med ny beplantning med træer, buske, forårsløg og stauder. Samtidig bliver der rig mulighed for at tage et hvil her, da der også bliver etableret nye bænke. Gennem hele Helsingørsgade bliver der plantet nye træer og etableret nye hævede bede med blomster og buske.

I forbindelse med fornyelsen udskiftes belysningen og skraldespandene, og der kommer nye cykelstativer til både almindelige cykler og ladcykler.

 

Anlægsarbejderne i Helsingørsgade bliver udført i to deletaper. Første deletape løber fra Torvet og frem til porten v. 365 Discount, og anden deletape løber fra parkeringspladsen og frem til Østergade.

Arbejderne forventes at tage godt et år inkl. en julepause fra medio november til primo januar 2025. Med forbehold for uforudsete hændelser, som eksempelvis skybrud, længerevarende frost og arkæologiske udgravninger, forventer vi at være færdige med alle arbejder til august 2025.

Hele Helsingørsgade vil være spærret for al kørende trafik, med undtagelse af entreprenørens kørsel, i hele anlægsperioden. Det sker på grund af krav fra brandmyndigheden. Der vil i hele anlægsperioden være adgang til alle ejendomme og alle forretninger for fodgængere.

Hillerød Kommune - logo