Spring menu over

En ni kilometer lang strækning af Amtsvejen på Rute 16 ved Meløse skal nu have udskiftet nedslidt asfalt. Konkret skal arbejdet foregå mellem Æbelholt i øst og omkring Ubberupvej ved Ølsted i vest.

Af hensyn til trafikanterne vil arbejdet blive udført i aften- og nattetimerne mellem kl. 20.00 og 5.00.

Arbejdet begynder tirsdag den 19. august og forventes at vare omkring fem uger. Dog er arbejdet vejrafhængigt, så dårligt vejr kan give forsinkelser.

Sådan foregår arbejdet

Belægningsarbejdet foregår i flere faser og begynder med fræsning af den gamle asfalt.

Herefter følger reparationer af underlaget, dernæst udlægges der ny asfalt, og til sidst påføres der nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.  

Information til trafikanterne

Vejen spærres for gennemkørende trafik, og der vil blive opsat skilte med en omkørselsrute.

For trafikanter med behov for at komme frem til ejendomme omkring arbejdet vil det være muligt at komme igennem spærringen, hvis der ikke er en alternativ tilkørsel til stede. Dette skal dog ske med forsigtighed og efter anvisning fra entreprenøren.

I weekenderne er der som udgangspunkt begrænset aktivitet, og i de perioder, hvor der ikke bliver udført arbejde, vil vejen være åben. Dog kan trafikanterne opleve at køre på en fræset eller ikke-afstribet kørebane med nedsat hastighedsbegrænsning.

Cyklister og fodgængere kan benytte cykelstien langs Rute 16 gennem det afspærrede område, ligeledes med forsigtighed og efter anvisning fra entreprenøren, da der arbejdes op ad – og i nogle tilfælde også på – cykelstien.

Tak for tålmodigheden

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere her: https://www.vejdirektoratet.dk/melding/ni-kilometer-af-rute-16-ved-meloese-faar-ny-asfalt 

Hillerød Kommune - logo