Spring menu over

Banedanmark er i gang med en omfattende ombygning af Hillerød Station, herunder etableringen af en ny gangbro med elevatorer.

Ombygningen af Hillerød Station er nødvendig for at fremtidssikre stationen og binde offentlig transport i Nordsjælland endnu bedre sammen.

Arbejdet vil dog i den kommende tid medføre betydelige ændringer for passagerer og trafikanter.

Tidsplanen er justeret

Banedanmark har løbende justeret projektets tidsplan, hvilket har betydning for tilgængeligheden til stationen og trafikken på de omkringliggende veje.

Oprindeligt var det planlagt, at nedtagningen af den eksisterende gangbro og etableringen af den nye gangbro skulle gennemføres i sommerferien for at minimere generne for passagerer, borgere og trafikanter.

Men på grund af forsinkelser er det arbejde rykket til september og de første to uger af oktober, med selve indløft af ny gangbro første weekend i oktober.

Busterminalen inddrages til byggeplads

Banedanmark har desuden netop oplyst, at der er behov for et større areal til byggeplads end tidligere forudsat i forbindelse med samlingen og monteringen af den nye gangbro.

Konsekvensen er, at mere end halvdelen af busterminalen inddrages til byggeplads allerede fra den 1. september og ikke først i forbindelse med selve broløftet hen over én weekend. Det betyder, at flere busser flyttes til alternative placeringer i omkring 6 uger, hvilket kan påvirke trafikafviklingen omkring stationen.

Periodevis lukket for togtrafik

Banedanmark oplyser også, at Hillerød Station vil være lukket for togtrafik i forbindelse med broløftet i starten af oktober.

Når broen løftes på plads indsættes der togbusser for både S-tog og Lokaltog samtidig med, at flere busser får nye midlertidige stoppesteder fordi busterminalens kapacitet er reduceret markant.

Hillerød Kommune er i tæt samarbejde med Movia om hurtigt at finde en alternativ løsning for afviklingen af busdriften i den cirka 6 uger lange periode, hvor byggepladsen beslaglægger et væsentligt større areal end den oprindelige plan.

Det vigtigste for dig som rejsende

  • Flere busstoppesteder er allerede flyttet til Ndr. Jernbanevej og Sdr. Jernbanevej.
  • Fra 1. september bliver yderligere dele af busterminalen lukket som følge af byggearbejdet.
  • Buslinje 335 og 337 får midlertidig base ved Teglgårdssøens parkeringsplads.
  • Passagerer til disse linjer skal fortsat benytte stoppestedet Sødalen På Hammersholtvej.
  • Der må forventes længere rejsetid og flere ændringer i perioden.

Klik her for at se en oversigt over nye stoppesteder. 

  • Der indsættes i perioder togbusser som erstatning for tog i og dagene omkring den første weekend oktober.
  • Togbusserne stopper på Ndr. Jernbanevej mellem Langesvej og Helsingørsgade (tæt ved den tidligere biograf).
  • Der vil være særligt store ændringer omkring begyndelsen af oktober, hvor stationen i perioder bliver lukket for store dele af togtrafikken.

  • Den eksisterende gangbro over stationen nedtages den 21. september.
  • Den nye gangbro forventes først at åbne den 12. oktober.
  • I de cirka tre uger skal gående og cyklister benytte alternative ruter via Hammersholtvej og/eller Københavnsvej.
  • Rejsetiden til og fra stationen kan derfor være væsentlig længere en normalt i perioden.

  • Vær gerne opmærksom på ekstra trængsel på vejene omkring Hillerød Station i de pågældende perioder
  • Der vil i perioder være færre P-pladser ved Teglgårdssøens parkering, da denne også inddrages til midlertidig busholdeplads.

Hvad kommer der til at ske i den kommende tid:

Hvornår: 1. september til 2. oktober kl. 20.00

Aktivitet: Mere end halvdelen af busterminalen inddrages til byggeplads, mens den nye gangbro samles. Derfor flyttes flere busstoppesteder til Ndr. og Sdr. Jernbanevej, og linje 335 og 337 får midlertidig base ved Teglgårdssøens parkeringsplads.

Klik her for at se en oversigt over nye stoppesteder. 

Hvornår: 21. september til 12. oktober

Aktivitet: Den eksisterende gangbro nedtages. I denne periode skal gående og cyklister benytte alternative ruter via Hammersholtvej eller Københavnsvej for at komme mellem stationen, perronerne og Carlsbergvej.

Hvornår: 2. oktober kl. 20.00 til 7. oktober kl. 04.00

Aktivitet: Den nye gangbro monteres hen over stationen.

2. oktober kl. 20.00 til og med 4. oktober: Togbusser i stedet for S-tog mellem Hillerød og Favrholm og på Gribskovbanen mellem Hillerød og Slotspavillonen, samt på hele Lille Nord. Frederiksværkbanen kører normalt.

Læs mere om ændringerne for S-tog på DSB's hjemmeside.

5. oktober ti log med 6. oktober: Lokaltog kører fortsat med togbusser på Gribskovbanen mellem Hillerød og Slotspavillonen og på hele Lille Nord. 

Læs mere om ændringerne for Lille Nord og Gribskovbanen på Lokaltogs hjemmeside. 

Samtidig er busterminalen fortsat reduceret, hvilket kan give trængsel omkring stationen.

Hvornår: Fra 12. oktober

Aktivitet: Efter broløftet skal Banedanmarks entreprenør færdiggøre en række tekniske arbejder, sikkerhedstests og godkendelser.
Den nye gangbro forventes derfor at åbne for offentligheden den 12. oktober. 

Indtil da vil det ikke være muligt at krydse stationen via gangbroen.

Hvornår: November til december

Aktivitet: De nye elevatorer åbner i etaper, efterhånden som de færdiggøres og godkendes.

De nye elevatorer tages i brug i takt med, at arbejdet afsluttes.

  • Vestlig elevator ved stationsbygningen åbner 13. november
  • Central elevator ved perronerne åbner 13. november
  • Østlig elevator åbner 8. december

Banedanmark arbejder på at fremrykke tidsplanen, så elevatorerne kan tages i brug tidligere.

Hillerød Kommune følger projektet tæt

Hillerød Kommune er i løbende dialog med Banedanmark, Movia og Lokaltog om håndteringen af de trafikale konsekvenser af projektet.

Kommunen informerer sideløbende med trafikselskaberne borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og naboer til stationen om ændringerne og følger udviklingen tæt for at begrænse generne mest muligt.

Hold dig opdateret

For konkrete oplysninger om busser, tog og togbusser henviser vi til rejseplanen, DOTs, Movias og Lokaltogs informationskanaler.

For info om opbygning af station: Banedanmark  

For busser og trafikinformation: Movia

For S-tog og trafikinformation: DSB

For Lokaltog og trafikinformation: Lokaltog

En del busser flytter stoppested i forbindelse med opbygningen af Hillerød Station.
Hillerød Kommune - logo