Spring menu over
Sygeplejerske til Sophienborg Plejehjem (32-37 timer) Vil du være med til at skabe trygge, meningsfulde hverdage og levere sygepleje med høj faglighed til vores beboere?
Sophienborg Plejehjem har 90 boliger fordelt på flere enheder. Vores beboere har meget forskellige behov, ressourcer og livshistorier, hvilket skaber en spændende og kompleks sygeplejefaglig hverdag.

Vi har både beboere med omfattende somatiske problemstillinger, demenssygdomme og multisygdom, samt beboere med behov for rehabiliterende, palliative eller særligt koordinerede indsatser.

På Sophienborg Plejehjem søger vi en erfaren sygeplejerske til en stilling i fortrinsvis dagvagt i hverdagene. Vi leder efter dig, der brænder for sygepleje, trives i komplekse forløb og har lyst til at gøre en forskel for både beboere, pårørende og kolleger.

Hos os bliver du en del af et plejehjem, hvor faglighed, omsorg og samarbejde går hånd i hånd. Vi er optagede af at skabe et hjem for vores beboere, hvor livskvalitet, værdighed og selvbestemmelse er i centrum, og hvor sygeplejen spiller en afgørende rolle i at sikre tryghed og sammenhæng i hverdagen.

Sådan arbejder vi med sygepleje på Sophienborg

Sygeplejen på Sophienborg er kendetegnet ved høj faglighed, stærkt tværfagligt samarbejde og en fælles ambition om at skabe de bedste rammer for beboernes livskvalitet. Vi arbejder tæt sammen på tværs af faggrupper, deler viden med hinanden og tager fælles ansvar for løbende at udvikle kvaliteten i plejen og omsorgen.

Vi samarbejder tæt på tværs af organisationen og med øvrige områder i Ældre og Sundhed. Det giver os mulighed for at dele viden, understøtte hinanden og anvende vores samlede ressourcer bedst muligt til gavn for beboerne.

På Sophienborg har vi en ambition om at arbejde endnu mere systematisk med triage, tidlig opsporing og opfølgning på beboernes helbredstilstand. Vi er godt i gang med udviklingen og ønsker at styrke vores brug af data og læring fra utilsigtede hændelser, så vi fortsat kan højne kvaliteten og patientsikkerheden.

Vi tror på, at den bedste sygepleje skabes sammen. Derfor prioriterer vi faglig sparring, vidensdeling og kompetenceudvikling højt, og vi arbejder målrettet med at styrke de sundhedsfaglige kompetencer hos alle medarbejdere omkring beboerne.

Som sygeplejerske hos os vil du få en central rolle i de komplekse beboerforløb og være med til at sikre, at den sygeplejefaglige indsats er både sammenhængende, kvalificeret og nærværende.

Vi søger dig, som

  • Er uddannet sygeplejerske med solid klinisk erfaring.
  • Gerne har erfaring fra primærsektoren.
  • Har interesse for dataindsamling, kvalitetsarbejde og opfølgning på utilsigtede hændelser.
  • Har lyst til at formidle viden, vejlede kolleger og bidrage til kompetenceudvikling.
  • Kan tage det sygeplejefaglige lederskab i komplekse beboerforløb.
  • Arbejder selvstændigt og samtidig ser styrken i tværfagligt samarbejde.
  • Møder beboere, pårørende og kolleger med nysgerrighed, respekt og ordentlighed.

Hos os får du

  • En spændende og meningsfuld hverdag tæt på beboerne.
  • Mulighed for at præge udviklingen af sygeplejen på Sophienborg.
  • Engagerede kolleger, der hjælper hinanden og løfter i fællesskab.
  • Et arbejdsmiljø med høj faglighed og plads til refleksion og udvikling.
  • En ledelse, der tror på tillid, dialog og faglig udvikling.

Har du lyst til at være en del af Sophienborg?

Så glæder vi os til at høre fra dig. Vi søger en sygeplejerske, der ikke blot ønsker et job, men som ønsker at bidrage til et stærkt fagligt fællesskab og til at skabe den bedst mulige hverdag for vores beboere.

Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2026.

Ansøgningsfrist

25.oktober 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes i uge 44.
 

Ønsker du at høre mere

om stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Annika Egholm Skovsgaard på telefon 72 32 69 82. I uge 42 holder Annika ferie, og i denne periode kan centerleder Lars Wildt træffes på telefon 72 32 69 83.


 

Ansøgningen sendes elektronisk via linket

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.


Ansøgningsfrist
25. oktober 2026

Tiltrædelse
1. december 2026

Kontakt
Souschef Annika Egholm Skovsgaard, telefon 72 32 69 82

Arbejdssted
Sophienborg Plejecenter

Ansættelsesforhold
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation.

Hillerød Kommune - logo