Spring menu over

Vil du være med til at skabe meningsfulde eftermiddage for unge med særlige behov?

Så er det måske dig, som er pædagog eller pædagogisk assistent, som vi mangler til vores aktivitets- og samværstilbud Fritten – hvor du vil være en vigtig person for de unge.

Din rolle – og de unge du møder

Du får en central rolle som den røde pædagogiske tråd i tilbuddet, hvor du – sammen med kollegaer og leder – planlægger hverdagen og sikrer kvalitet og retning.

I Fritten bliver du en vigtig voksen for unge STU-elever, der bor hjemme og har brug for meningsfulde aktiviteter, tydelig struktur og hyggeligt samvær efter skoletid. Din hverdag med eleverne kan variere meget fra dag til dag. Nogle dage kan I tilbringe eftermiddagen ved bålpladsen, hvor I laver aktiviteter i udenfor. Andre dage kan I være i vores snoezelrum (sanserum), hvor eleverne får mulighed for at slappe af, finde ro og få stimuleret sanserne i et trygt og sansende miljø.

Din hverdag vil være præget af nærvær, nysgerrighed og umiddelbar feedback fra eleverne, som møder dig med glæde og lyst til relation.

I Fritten kommer din dag til at bestå af at

  • planlægge og gennemføre aktiviteter
  • arbejde struktureret med kommunikation og relationsdannelse
  • styrke de unges selvværd, motivation og deltagelse
  • skabe en tryg, sjov og meningsfuld eftermiddag for den enkelte og fællesskabet
  • være tovholder i fritidstilbuddet
  • samarbejde tæt med kollegaer, forældre og andre fagpersoner
  • deltage i plejeopgaver, hvor det er nødvendigt.

Bliv en del af en STU i udvikling

Du vil blive en del af et engageret tværfagligt og specialpædagogisk miljø, hvor der er plads til at udfolde din kreativitet og bringe dine idéer i spil.
Vi er et nyt center dannet af forhenværende CSU Egedammen og Kommunikationscentret (sammenlagt i 2025), som giver os nogle nye muligheder både fagligt og organisatorisk.

Vi arbejder tæt sammen om at styrke vores faglige niveau. Lige nu opdaterer vi vores neuropædagogiske tilgang og arbejder målrettet med at skabe struktur og trygge læringsrammer, blandt andet gennem fokus på visuel struktur og ASK – Alternativ og Supplerende Kommunikation.

Her får du fællesskab og faglig udvikling

Vi giver plads til både faglig og personlig udvikling – blandt andet gennem et fælles kompetenceløft på centerniveau. Du bliver en del af et engageret kollegafællesskab, hvor alle brænder for at gøre en reel forskel for vores elever, og hvor vi hjælper hinanden.

Derudover prioriterer vi
  • tid til forberedelse, samarbejde og dokumentation, så du kan arbejde struktureret og med høj kvalitet.
  • trivsel og en god balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Du bliver en del af et center i udvikling, hvor nye idéer bliver taget alvorligt, og hvor du får mulighed for at sætte dit eget præg på den pædagogiske retning.

Vi mangler derfor dig, som

  • er uddannet pædagog, pædagogisk assistent, pædagogstuderende (på sidste del af din uddannelse) eller senior med pædagogisk baggrund – gerne med specialpædagogisk erfaring
  • har hjertet på rette sted, overblik i hverdagen og gåpåmod til at finde løsninger
  • trives med at skabe struktur, relationer og trygge rammer
  • er nysgerrig, tålmodig og åben for nyt
  • kommunikerer tydeligt – både med unge, kollegaer og pårørende
  • har kørekort, til alle vores sjove udflugter sammen!

Vi vil gerne høre mere om

  • dine erfaringer og styrker som pædagog
  • dit blik på specialpædagogik og læring
  • hvilke aktiviteter, kompetencer eller passioner du kan bringe i spil hos os.

Er du klar til at gøre en forskel for de unge? Så glæder vi os til at høre fra dig!

Praktisk

Stillingen er på 15 timer om ugen med opstart 1. juni eller snarest muligt.
Din arbejdstid vil blive lagt i tidsrummet: 13.45-16.30 mandag-torsdag og 11.45-16.30 fredag. Sammen vil vi finde ud af en god fordeling af dine timer på 4-5 faste eftermiddage.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Frist

Send din ansøgning og dit CV senest mandag den 12. april 2026.
Vi afholder to samtaler henholdsvis tirsdag den 14. april og tirsdag den 21. april 2026.

Har du spørgsmål

Er du velkommen til at kontakte Lone Grieve på telefon 72 32 39 26.

Læs mere på vores CKUs hjemmeside

Ansøgningen sendes elektronisk via linket

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.


Ansøgningsfrist
12. april 2026

Tiltrædelse
1. juni 2026

Kontakt
Lone Grieve, telefon 72 32 39 26

Arbejdssted
Center for Kommunikation & Undervisning – Hillerød

Ansættelsesforhold
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation.

Hillerød Kommune - logo