Hillerød Byråd har den 27. august 2025 vedtaget lokalplan 459 for boliger i Ny Harløse.
Lokalplanen skal gøre det muligt at opføre to nye tæt-lav boliger og ét enfamiliehus, at indrette yderligere fire boliger i de eksisterende bygninger, samt at sikre bevaringen af Gundergårds hovedhus og staldlængernes eksisterende struktur og placering.
Det arkitektoniske fokus i lokalplanforslaget har været at fastsætte rammerne for byggeriets skala og typologi, samt at fastholde Gundergårds oprindelige og karakteristiske firlængede gårdstruktur og hovedhusets oprindelige udtryk. Lokalplanforslaget friholder Gundergård for øvrig boligbebyggelse mod Harløsevej og Tjærebyvej, så den fortsat opleves som en selvstændig bebyggelse i landsbyen. De tre nye matrikler er derfor placeret bag ved gården mod det åbne land og afspejler dermed det nyere parcelhuskvarter beliggende på Vænget, der ligger øst for Tjærebyvej.
Projektet skal afspejle den øvrige bebyggelse i Ny Harløse, og der er derfor taget afsæt i lokalplan 125, Ny Harløse Landsby, der omfatter den resterende del af landsbyen, hvad angår bebyggelsens omfang, udformning og skala.
Du kan se lokalplan 459 på Hillerød Kommunes Lokalplanportal
Høringsnotat
I høringsperioden er der indkommet et høringssvar. I høringsnotatet kan du se høringssvaret samt forvaltningens vurdering og besvarelse af det.
Byrådet har i forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplan 459 besluttet ikke at foretage nogle ændringer i forhold til det planforslag, der har været fremlagt i offentlig høring.
Du kan se høringsnotatet her - PDF
Sammenfattende redegørelse af miljørapport
Der er udarbejdet en sammenfattende redegørelse af miljørapport af forslag til lokalplan 459 for boliger i Ny Harløse.
Den sammenfattende redegørelse er udarbejdet i henhold til miljøvurderingsloven og beskriver blandt andet, hvordan miljørapporten og de udtalelser til rapporten, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning samt hvordan myndigheden vil overvåge indvirkninger på miljøet som følge af planen.