Spring menu over

Hvad er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)?

PPR er et kommunalt rådgivningstilbud, og består af psykologer, logopæder, fysioterapeuter, ergoterapeuter, specialpædagogiske konsulenter og legetekspædagoger.

Du kan som forælder, barn eller ung (op til 18 år), pædagog eller lærer henvende dig til PPR for at få støtte og vejledning i forhold til børn og unges læring og trivsel. Henvendelsen til PPR kan ske gennem skolen, dagtilbuddet eller sundhedsplejersken.

Der er tilknyttet psykologer og logopæder til samtlige dagtilbud, skoler og specialtilbud i Hillerød Kommune, og der er også samarbejde med dagplejen.

Vi anbefaler, at du kontakter skole/dagtilbud, hvis du oplever udfordringer, der kunne høre til i PPR, da vores erfaring er, at vi bedst styrker trivsel, læring og udvikling, når vi samarbejder tæt om jeres børn.

Eksempler på udfordringer, vi kan hjælpe med i PPR:

  • Bekymring om barnets/den unges personlige, faglige og sociale udvikling i skole eller dagtilbud
  • Begyndende bekymring om mistrivsel hjemme, i dagtilbud eller i skolen
  • Spørgsmål i forbindelse med opdragelse
  • Udfordringer i familien, eksempelvis skilsmisse
  • Tvivl om barnets tale-, sprog-, og høremæssige udvikling
  • Tvivl om barnets motoriske eller sansemæssige udvikling
  • Understøttelse af barnets/den unges personlige, faglige og sociale behov i hverdagen
  • Fysiske eller udviklingsmæssige handicap
  • Udfordringer i og med børnefællesskaber
  • Rådgivning og tilsyn på interne skoler i dag- og døgnbehandlingssteder

Samarbejdet om dit barns trivsel begynder med et indledende møde, hvor skolen eller dagtilbuddet gerne deltager. Her kan du, som er tæt på barnets hverdag, dele dine bekymringer og ønsker for barnet. På baggrund af dette møde finder vi sammen ud af, hvordan det videre forløb skal være.

PPR-psykologerne tilbyder rådgivning og vejledning omkring mange forskellige typer udfordringer og tegn på bekymrende udvikling. Det kan være, at dit barn giver udtryk for at være ængstelig eller har svært ved at komme i skole. Det kan også være, at du er bekymret for dit barns faglige eller sociale udvikling – eller for trivslen generelt.

Det er aldrig for tidligt i dit barns liv at kontakte PPR, og vi har indsatser for alle børn og unge i alderen 0-18 år. Vi samarbejder også med dagplejen og vuggestuer samt omkring børn, der endnu ikke er kommet i dagtilbud.

Når det er relevant samarbejder vi også med kommunens øvrige fagpersoner på børne- og ungeområdet.

Vi kalder os både for talepædagoger, tale-hørelærere, logopæder eller audiologopæder. 

Når der opstår en bekymring for et barns sprog, kommunikation eller hørelse kan daginstitutionen eller skolen indkalde til et indledende møde med logopæden, hvor forældre, pædagoger og/eller lærere deltager. Til samtalen kan vi sammen drøfte dit barns udfordringer og behov, og tage stilling til det videre forløb.

Du som forælder også velkomen til at kontakte os direkte. Vi arbejder med tidlig indsats, så ingen bekymring er for lille til at tage kontakt til logopædteamet.

Vi arbejder tæt sammen med forældre og daginstitution eller skole. Hvis det er relevant, samarbejder vi også med kommunens øvrige fagpersoner på børneområdet.

Under logopædteamet er Hillerød Legetek, som er et vejledningstilbud til børn med særlige behov, deres forældre og fagpersoner omkring barnet. Læs mere om legeteket her. 

I PPR er der fysioterapeuter og ergoterapeuter, som varetager det terapeutiske tilbud til børn og unge fra 0-18 år. Ergo- og fysioterapeuterne arbejder med en helhedsorienteret tilgang i tæt samarbejde med forældre, pædagoger, lærere og øvrige fagpersoner omkring indsatser, der fremmer børns trivsel og deltagelse i fællesskaber og daglige aktiviteter.

Når der opstår en bekymring omkring dit barns motoriske eller sansemæssige udvikling, kan daginstitution eller skole indkalde til et konsultativt møde. Her deltager forældre, relevant personale og en børneterapeut.  På mødet gives råd og vejledning relateret til dit barns udfordring eller behov. Hvis det er relevant, samarbejder vi også med kommunens øvrige fagpersonale.  

Til børn med handicap, som er diagnosticeret (efter ydelseskatalog) med en kronisk fysisk lidelse og som er i almen dagtilbud eller skole, tilbydes terapeutisk indsats i hjemmet eller dagtilbud/skole.  

Der er fysioterapeuter fra PPR tilknyttet specialskolen Skolen ved skoven. Fysioterapeuterne vurderer, tilrettelægger og varetager elevernes fysioterapeutiske behandlingsbehov på skolen.

Ergo- og fysioterapeuterne varetager også genoptræningsplaner til børn udstedt fra hospitaler i samarbejde med den kommunale træningssektion.  

Ergo- og fysioterapeuterne har et tæt samarbejde med Sundhedsplejen vedrørende babyer med skæve kranier og forsinket motorik og præmature, samt babyer/småbørn med mundmotoriske udfordringer. 

Her finder du kontaktoplysninger på Hillerød Kommunes folkeskoler, specialskoler og specialklasserækker.

Skoler og skoledistrikter

Privatskoler

Hillerød Lilleskole, telefon: 4826 6586
Johannesskolen, telefon: 4826 7475
Kon Tiki, telefon: 4824 0344
Marie Mørks Skole, telefon: 4826 1005
Nordsjællands Friskole, telefon: 4826 8697
Sigerslevøster Privatskole, telefon: 4828 8887

Her finder du kontaktoplysninger på vores daginstitutioner

Find vores daginstitutioner

PPR's hovednummer: 7232 5571

Telefontid:

Tirsdage kl. 13.00-15.00.

Torsdage kl. 10.30-12.30.

(Hold øje med eventuelle ændringer)

 

Hillerød Kommune - logo