Spring menu over

Kommunen skal dække de nødvendige merudgifter til at forsørge et barn under 18 år, som har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. I kan kun modtage tilskuddet, hvis barnet bliver forsørget i hjemmet. Det er også en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

I kan som familie til et barn med handicap fx have merudgifter til:

  • særlig kost
  • medicin
  • beklædning
  • ekstra vask
  • aktiviteter i fritiden
  • handicaprettede kurser til jer og andre pårørende.

Der kan også være merudgifter til befordring af barnet.

Merudgifterne fastsættes ud fra et skøn over de årlige merudgifter. Beløbet afrundes til det nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 100. Merudgifterne skal pr. år være på mindst 5.519 kr. (2024).

Beløbet er skattefrit og uafhængigt af familiens indtægter.

Du kan ansøge om dækning af merudgifter hos kommunen, som afgør, om du kan få dækket merudgifter. Hvis kommunen ikke har en digital selvbetjeningsløsning, eller du ikke ønsker eller er i stand til at søge digitalt, skal du kontakte kommunen.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

Hvis du er forælder til et barn med handicap, kan du få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis det er nødvendigt, at du selv passer dit barn i hjemmet.

Du kan også søge om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når det er nødvendigt, at du ledsager dit barn til undersøgelser, behandling mv. som følge af barnets handicap.

Begge forældre kan søge om tabt arbejdsfortjeneste, og dermed deles om pasningen mv.

Du skal opfylde en række betingelser for at få bevilget tabt arbejdsfortjeneste, og det er kommunen, som skal udbetale ydelsen.

Du kan modtage ydelsen i de tilfælde, hvor dit barn skal passes i hjemmet, og hvor det er mest hensigtsmæssigt, at det er en forælder, som tager sig af pasningen. Dit barns handicap skal medføre en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, eller dit barn skal have en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. At lidelsen er indgribende betyder, at den har alvorlige følger i barnets daglige liv.

Hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste bliver fastsat på baggrund af din tidligere bruttoindtægt. Hvis du modtager tabt arbejdsfortjeneste i 37 timer om ugen, er loftet for den månedlige ydelse 35.247 kr. (2024).

Du kan ansøge om dækning af tabt arbejdsfortjeneste hos kommunen, som afgør, om du kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste. Hvis kommunen ikke har en digital selvbetjeningsløsning, eller du ikke ønsker eller er i stand til at søge digitalt, skal du kontakte kommunen.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

Du kan læse om reglerne på hjemmesiden for Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Indhold leveret af: Borger.dk logo

Hillerød Kommune - logo