Folkeoplysende forening, social forening eller anden type forening?
Om en forening er folkeoplysende afhænger af foreningens aktiviteter, hvem de er henvendt til, og hvordan foreningens arbejde og organisation er struktureret.
Er vi en folkeoplysende forening?
Har jeres forening aktiviteter indenfor idræt, spejder, musik, teater, kunst eller anden hobby- og fritidsaktivitet, er foreningen som udgangspunkt en frivillig folkeoplysende forening.
Det er primært foreninger, der har aktiviteter for børn og unge under 25 år, som får glæde af at være en godkendt folkeoplysende forening.
Kommercielle tilbud, interesseorganisationer, patientforeninger, frivillige sociale foreninger, boligforeninger o.lign. kan ikke blive godkendt som folkeoplysende.
Alle foreninger, der er godkendt af Folkeoplysningsudvalget, kan få adgang til puljemidler, faste tilskud og lokaler.
Folkeoplysningsudvalget godkender foreningen på ubestemt tid. Folkeoplysningsudvalget kan trække godkendelsen tilbage, hvis foreningen ikke længere opfylder forudsætningerne for godkendelsen eller overtræder gældende regler.