Spring menu over

Skovhuset er et moderne plejehjem, der både er et hjem for 104 beboere og en arbejdsplads for omkring 165 ansatte, hvis ambition er et engagerende leve- og bomiljø.

Vi bruger teknologi til at understøtte hverdagen med udgangspunkt i den enkelte beboers behov.

Sådan er boligerne

Skovhuset består af 8 bo-enheder med 12 boliger i hver bo-enhed og en bo-enhed med 8 boliger.

Som beboer lejer du en lejlighed af boligselskabet. Ud over din egen bolig har du også andel i fællesfaciliteterne i den bo-enhed, du bor i.

Boligerne på Skovhuset består af ét stort rum. Flere har valgt at sætte en mobil rumdeler/reol op som en hyggelig adskillelse mellem sovedelen og opholdsdelen. Boligerne er derfor også velegnede til ægtepar.

Maden på Skovhuset

Der bliver dækket op og spist i fællesskab i boligfløjens køkken, til alle måltider. Man får altid lidt mere appetit, når man spiser med andre og bordet er dækket pænt. Du kan også spise din mad hos dig selv i din egen bolig, hvis du helst vil det.

I hver boligfløj er der fælles spisestue, fælles dagligstue og små nicher. Du inddrages i beslutningen om den mad, der skal bestilles hjem samt indkøb af duge, servietter, blomster m.m.

Skovhuset laver selv morgenmad, frokost og alle mellemmåltider. De fleste dage kommer den varme aftensmad fra ”Mad til Hver Dag”.

Hverdagsliv og aktiviteter på Skovhuset

I boligfløjene kan du deltage i forskellige aktiviteter f.eks. musikterapi og gymnastik, udflugter, spil eller bare deltage i hverdagsopgaver som rengøring og vasketøj.

Røde Kors kommer rundt med en kioskvogn i boligfløjene 2 gange om ugen. Her kan du købe tobak, blade, chokolade og et sortiment af mere praktisk karakter, som tandpasta, shampoo og andet.

I Skovkilden er der plads til store fælles-aktiviteter, og det er også her, der hver dag kommer dagcentergæster udefra, så hér har du mulighed for at møde nye mennesker.

Skovhusets have er opdelt i 3 zoner; en nyttehave, den aktive have og skovzonen med høns, bål og mulighed for afslapning. Der er legeplads til børnebørn, nabobørn og områdets børnehaver. Vi har desuden krydderurter i mange farver og med forskellige dufte, som stimulerer syns- og duftesansen.

Plejehjemmet Skovhuset

Hillerød Kommune - logo