Små entreprenører med store fortænder i Strødam Mose
Flere bævere har fundet sig godt til rette i Strødam Mose, hvor de både bygger bæverbo og dæmninger. Bevæger man sig rundt i området, ser man tydelige tegn på, at bæverne trives.
Bævere har været udryddet i den danske natur i cirka 2500 år, men i 1999 besluttede man at genudsætte bævere i Danmark. I 2009 til 2011 blev der sat 23 bævere ud i Nordsjælland i området omkring Arresø. Her har de fundet sig godt til rette og for eksempel i Strødam Mose kan man se omfattende aktivitet fra bæverne. Det er blandt andet bævergnav, vekselspor og etablering af flere dæmningsstrukturer.
I mere end 10 år har Strødam Mose altså fungeret som et stabilt bæverterritorium. I de seneste år har bæverboet været i en tørvegravssø, og rundt i området har bæverne etableret dæmninger, herunder i Stenfeltlillegrøften og i sideløb til Pøle Å. Dæmningerne kan også resultere i forhøjet vandstand i både mosen og de tilstødende arealer
Dæmninger er vigtige for bæverne
Bævere etablerer deres primære dæmninger for at opretholde tilstrækkelig vanddybde ved boets indgang. Bæverne laver også sekundære dæmninger i deres område for at øge muligheden for at finde føde. De primære dæmninger må ikke fjernes, mens sekundære dæmninger kan fjernes, hvis det ikke forringer forholdende for bæveren, som er en strengt beskyttet dyreart.
Michael Liesk, der er forperson i Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød får jævnligt henvendelser fra beboere i området, som er bekymrede for bæverne.
”Vi har desværre set, at nogen har ødelagt bæverens dæmninger. Det er vi selvfølgelig rigtig kede af. Vi kunne godt tænke os at komme i dialog med borgerne i området om, hvem der har ansvaret for at fjerne bævernes sekundære dæmninger for at skabe trygge forhold for både beboerne og for bæverne”, siger Michael Liesk.
Søren Lerche, der er formand for kommunens Natur, Miljø og Klimaudvalg, er enig i, at det er uacceptabelt, at nogen ødelægger bævernes dæmninger.
”Det er en ret fantastisk ting, at vi har bævere, som trives godt i vores vådområder omkring Arresø og ved Strødam Mose. Det er forbudt at fjerne bæverdæmninger uden tilladelse fra kommunen. Jeg vil derfor opfordre til, at man henvender sig til Hillerød Kommune, hvis bæverdæmninger eller andet giver forhøjet vandstand omkring vandløbet. Så vil kommunens medarbejdere med forstand på bævernes levevis tage ud og vurdere de dæmninger, der skaber problemer”, siger Søren Lerche.
Hillerød Kommune laver løbende tilsyn med bæveraktiviteterne i området. Særligt i perioder med for eksempel kraftig nedbør eller ved henvendelser om problemer, vil dæmningerne blive undersøgt. I samråd med Naturstyrelsen bliver det så vurderet, om der skal fjernes nogle af de sekundære dæmninger, hvis de udgør en risiko for oversvømmelse af boliger, byområder eller veje. Det er kun i tilfælde af risiko for oversvømmelse, at de sekundære dæmninger bliver fjernet.
Det er kommunen, der står for at sikre vandafledningen i Stenfeltlillegrøften og sideløbet til Pøle Å. Private må ikke selv fjerne dæmninger eller foretage andre indgreb på kommunens arealer eller i de kommunale vandløb.
Derfor genudsættes bævere i naturen
Bæveren har været udryddet i den danske natur i cirka 2500 år. Genudsætningen i Danmark begyndte i 1999, blandt andet fordi bæveren regnes for at være en økologisk nøgleart, der er med til at skabe nye levesteder for dyr og planter.
Bæveren er Europas største gnaver. Den lever i alle slags ferskvandssystemer, men foretrækker generelt små til mellemstore vandløb med bevoksning langs kanten.
Man kan læse mere om udsætning og bæverne på Naturstyrelsens hjemmeside.