Nyt udvalg skal arbejde for styrket borgerinddragelse
Borgerinddragelsesudvalget er et midlertidigt udvalg, som har fokus på, hvordan Hillerød Kommune bedre kan inddrage borgere i forskellige processer og beslutninger. Udvalget skal i det kommende år undersøge, hvilke muligheder der er for at styrke inddragelsen.
Kommunalbestyrelsen besluttede allerede med konstitueringsaftalen, at der skulle nedsættes et udvalg med fokus på borgerinddragelse.
”Det er vigtigt for os, at vi styrker borgerinddragelsen. Vi vil gerne have en mere åben kommune, hvor samarbejdet med både borgere, foreninger, erhvervsliv og andre interessenter vægtes højt. Derfor har vi valgt at nedsætte det her midlertidige udvalg, som skal undersøge, hvordan vi gør det bedst muligt, og om et års tid skal de så fremlægge deres anbefalinger for Kommunalbestyrelsen. Det ser jeg meget frem til,” siger borgmester Christoffer Lorenzen.
I udvalget sidder tre medlemmer fra Kommunalbestyrelsen. Det er Mathias Skarby som er formand, Charlotte Sørensen og Thomas Elong. I første fase af udvalgets arbejde vil de fokusere på at indhente viden.
”Vi vil gerne lægge et godt fundament for udvalgets arbejde. Det gør vi ved, at vi i fase et fokuserer på at indsamle viden fra alle de steder, vi kan komme på. Det er blandt andet gennem en spørgeskemaundersøgelse til borgere i kommunen, interviews med borgere, foreninger, frivillige, erhvervsliv og kommunalpolitikere, og så vil vi indsamle erfaring fra andre kommuner. Det skal danne grundlaget for det arbejde, der skal ske i de næste faser,” fortæller Mathias Skarby.
I fase to vil udvalget drøfte anbefalinger og muligheder på baggrund af den viden, der er indsamlet i fase et. Derudover vil udvalget beslutte, hvilke andre medlemmer der skal være. Det kan være repræsentanter fra foreninger, virksomheder, forvaltningen og borgere med bopæl i kommunen. Det kan også være eksperter på området.
I sidste fase skal udvalget formulere en samlet strategi for borgerinddragelse og principper for arbejdsgange, og den vil Kommunalbestyrelsen få fremlagt.
”Det her er første vigtige skridt mod en endnu mere åben og dialogbaseret kommune. Vi har tidligere i kommunen haft et lignende udvalg, der arbejdede med borgerinddragelse, og deres arbejde tager vi selvfølgelig med og bygger videre på den viden, de fandt frem til tilbage i 2021. Jeg glæder mig meget til arbejdet og jeg tror på, at vi kan finde nogle gode måder at inddrage borgerne bedre til gavn for alle i kommunen,” siger Mathias Skarby.