Spring menu over

Erfaringerne er klare: Når skolefritidsordning og foreningsliv arbejder sammen, åbner det nye døre for børn – både til bevægelse og til stærke fællesskaber.

Samarbejdet mellem foreninger i Hillerød Kommune og flere af kommunens HFO’ere er blevet til med støtte fra Fællesskabspuljen, som netop har til formål at støtte meningsfulde fællesskaber for børn og unge.

Et pusterum i hverdagen

Hos HFO-leder Andrea Lengua er begejstringen tydelig. ”Personalet synes det er vildt fedt. De har været ellevilde og har selv efterspurgt samarbejde med nye foreninger”, fortæller han. 
André peger på, at samarbejdet har skabt variation i hverdagen: ”Det har givet et fedt pusterum i hverdagen at få nogle udefra ind og lave aktiviteter.”

Både HGI Gymnastik og KBK Fodbold har i det sidste halve år været en del af HFO’ens aktiviteter, og det er en model, der fungerer.
For Andrea er det samtidig vigtigt, at samarbejdet ikke sker på bekostning af HFO’en selv:

Det er vigtigt, at de forskellige tilbud ikke kannibaliserer på hinanden, sådan at jeg ‘mister’ børn til foreningerne. Tingene skal kunne fungere samtidigt, og det kommer vi til at kigge mere på i det fremtidige samarbejde.”

To forskellige veje ind i samarbejdet

De to foreninger repræsenterer to forskellige måder at samarbejde på.
HGI Gymnastik er en klassisk, veletableret forening, som allerede har aktiviteter i lokalområdet. For dem handler samarbejdet blandt andet om at give børnene et indblik i, hvad gymnastik kan være i dag og samtidig tiltrække nye medlemmer.

Sofie Graversen fra HGI Gymnastik fortæller: ”Jeg tror børnene blandt andet fik øjnene op for, at gymnastik er noget meget andet end det, det var en gang. Det var dejligt at se, at der også var mange drenge, der syntes det var et fedt tilbud”.

Og selvom niveauet blandt børnene var meget forskelligt, var oplevelsen fælles. Nogle havde gået til gymnastik, og nogle havde bare hoppet på en trampolin hjemme i haven. Men alle havde en fest.

En ny start for fodboldklubben

For KBK Fodbold startede samarbejdet ud fra en anden præmis.
”Vi stod med en klub, der reelt ikke havde ret mange ungdomshold tilbage. Derfor rakte vi ud til Grønnevang HFO”, fortæller formand Carsten Petersen.

Her blev samarbejdet et forsøg på at genopbygge fødekæden til klubben og samtidig skabe lokale fællesskaber.

”Det har handlet rigtig meget om brobygning mellem HFO og forening. Og så har det været et forsøg på at skabe nogle gode, stærke fællesskaber i nærmiljøet”, siger Carsten.

Over ni onsdage har mellem 25 og 30 børn været samlet. Og det er ifølge fodboldformanden gået virkelig godt.

”Fodboldklubben kommer med træner og træningsfaciliteter, og så kommer HFO med pædagoger og træner, således at det bliver et tiltag, vi samarbejder om”, siger han.

Stærke fællesskaber

Men for Carsten handler samarbejdet ikke kun om fodbold og nye potentielle medlemmer.

”Det her har også været en oplagt indgang til det fællesskab som en god forening repræsenterer. Jeg har derfor fokuseret på, at det ikke kun handler om fodbold, men lige så meget om fællesskab og sammenhold. Vi starter hver træning med highfives til alle, og vi slutter med hygge og en kiks i klubhuset”, lyder det fra Carsten.

Der er ifølge ham bred enighed om, at samarbejdet har været en succes. Og vigtigst af alt - børnene er med.

”De fortæller mig, at de glæder sig til at komme igen efter sommerferien, og det er vel et ret godt pejlemærke”, siger en glad Carsten.

Gode erfaringer og gode rammer

Erfaringerne fra Grønnevang viser, at samarbejde mellem HFO’er og foreninger kan se ud på mange måder. Fra klassiske forløb med etablerede klubber til mere udviklingsorienterede samarbejder.
Samtidig understreger HFO-leder Andrea Lengua, at gode rammer er afgørende:

”Forvaltningen har været et vigtigt enzym i forhold til at få det her til at flyve. De har skabt nogle gode rammer og forudsætninger, som har gjort det nemt for mig som leder at træde ind i det her projekt.”

Der er stadig mulighed for at søge

Fællesskabspuljen har fortsat midler, som kan søges til mange forskellige projekter, der skaber fællesskaber for børn og unge.
Erfaringerne fra Grønnevang peger på, at selv små samarbejder kan gøre en stor forskel - både for børnene, for HFO’en og for foreningerne.

Og på Grønnevang HFO er de allerede klar til næste skridt:
”Planen er at fortsætte med flere og nye samarbejder. Om det bliver basket, bordtennis eller noget helt tredje, ved vi ikke, men det er helt klart et projekt, vi fortsat vil være en del af”, slutter Andrea Lengua.

Vil du vide mere

Hvis du vil vide mere om Fællesskabspuljen og samarbejdet mellem HFO og lokale foreninger, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Anne Mi Svarrer fra Kultur, Idræt og Fritid på annms@hillerod.dk eller 7232 5327.

HFO/foreningssamarbejdet blev oprindeligt startet med midler fra partnerskabet med DGI Nordsjælland.

Over ni onsdage har mellem 25 og 30 børn været samlet, når KBK fodbold og Grønnevang HFO har samlet kræfterne i et nyt samarbejde.
Hillerød Kommune - logo