Ny sæson i UngHillerød
UngHillerød åbner dørene for ny sæson med fokus på fællesskab, udvikling og nye muligheder.
UngHillerød er klar til en ny sæson med både velkendte aktiviteter og en række nye tilbud målrettet unge med forskellige interesser – fra kreative og praktiske fællesskaber til rejser, business og personlig udvikling.
Ud over populære tilbud som knallertkøreskole, klatrehold, eventpilot, drama og kreative værksteder lancerer UngHillerød i år nye aktiviteter, der både henvender sig til unge med nicheinteresser og til dem, der ønsker at udvide deres horisont.
”Vi har rystet posen og været ude hos de unge for at spørge, hvilke tilbud de efterspørger,” fortæller Ulla Holtze, viceskoleleder i UngHillerød. ”Rejser med indhold er i høj kurs – og det samme er aktiviteter, hvor man udvikler sig og bliver dygtigere til noget.”
Fokus på fællesskab og personlig udvikling
Som noget nyt sætter UngHillerød ekstra fokus på at styrke de unges selvtillid og fællesskaber. Det sker blandt andet gennem en fire dages girl power-camp i januar og en empowerment-sommercamp næste sommer.
Begge camps afholdes i Sydsverige i mindre grupper med maks. 15 deltagere, hvilket giver plads til nærvær, tryghed og personlig udvikling.
Digitale kompetencer i centrum
UngHillerød styrker også arbejdet med digitale kompetencer, hvor der fx oprettes et helt nyt podcasthold ”No Filter”.
”Med ”No Filter” skaber vi et rum, hvor unge kan tage ordet og blive hørt – samtidig med at lytterne får ærlige fortællinger, de kan spejle sig i, og oplevelsen af, at deres egne tanker og følelser er helt okay at dele”, fortæller projektmedarbejder Barbara Engel Holmstrøm. ”På den måde bliver podcasten et sted, hvor fællesskab, genkendelse og ungeinvolvering er i centrum."
Samtidig har UngHillerød ansat en amerikansk professor i spiludvikling, som skal inspirere de unge til at arbejde kreativt med spil og digitale løsninger. Målet er at give flere unge mod på at skabe selv og gøre aktiv brug af UngHillerøds makerspace som ramme for innovation og eksperimenter.
Nye rejser med perspektiv
For unge, der ønsker at opleve verden og få nye perspektiver, tilbyder UngHillerød blandt andet en Erasmus+-rejse til Island i efteråret 2027.
Derudover etableres også et vandrehold, hvor deltagerne træner op til at gennemføre Bornholm Rundt i pinsen 2027 – en kombination af fysisk udfordring og fællesskab.
Business og investering
”En del af vores unge har en drøm om at starte egen business og tjene mange penge”, siger Ulla Holtze. ”Vi har derfor oprettet holdene ”Start Your Own Business” og ”Investering for unge”, hvor de får mulighed for at arbejde med idéudvikling, forretningsforståelse og økonomisk indsigt i praksis”.
Yderligere information:
Se hele programmet og tilmelding på: UngHillerøds hjemmeside
Kontakt:
Ulla Holtze
Viceskoleleder, UngHillerød
Tlf. 7232 8781