Nogle gange skal der en hjælpende hånd til at formidle et fællesskab
Mange ældre føler sig ensomme. Det kan være svært at komme ud og finde et fællesskab med andre mennesker, når arbejdslivet er overstået og kroppen måske ikke længere kan det, den engang kunne. Men det kan en frivillig fællesskabsformidler hjælpe med.
Britt Nielsen har været frivillig fællesskabsformidler i nogle år. Hun gør det, fordi hun selv mærker en stor glæde ved at møde og hjælpe andre mennesker.
”Hvis jeg kan få et andet menneske med ud i et fællesskab, om det er en gåtur eller ned at synge i Grønnegadecentret, så gør jeg det gerne. Jeg synes, det er hyggeligt,” siger Britt Nielsen.
Som frivillig fællesskabsformidler er det ens opgave at guide et menneske ind i fællesskaber og aktiviteter. At være med i et fællesskab, hvor man oplever at have noget sammen med andre, kan være med til at give livskvalitet og forebygge isolation og ensomhed.
Lige nu mangler der flere fællesskabsformidlere, som har tid og lyst til at hjælpe andre mennesker. Det kræver ikke en masse tid, men typisk et til tre møder, og måske at man kontakter et par lokale foreninger og følges derhen, hvorefter den ældre selv fortsætter i det fællesskab, der er blevet formidlet. Fællesskabsformidleren kan dog vurdere, om der skal lidt flere møder til.
”Jeg vil sige, at alle kan gøre det. Hvis man har et åbent sind og tror på fællesskab og mangfoldighed. Jeg troede selv, at man skulle være sygeplejerske eller en, der kunne noget fagligt. Jeg har siddet på kontor og troede ikke, jeg kunne den slags. Men det kræver det ikke, og man møder nogle skønne mennesker,” siger Britt Nielsen.
Fællesskabsformidleren er ikke en langvarig relation til den ældre, som en besøgs- eller motionsven. I stedet er fællesskabsformidleren en, der kan hjælpe med at finde et sted, hvor den ældre kan komme og få et fællesskab med andre med samme interesser.
Hvordan foregår det?
For at blive fællesskabsformidler skal du have lyst til at hjælpe andre mennesker. Det kræver ingen særlige kompetencer, hvis bare du er nysgerrig og har lyst til at lytte til et andet menneske. Og så skal man selvfølgelig have mod på at undersøge og tage kontakt på vegne af den ældre.
Du behøver ikke have et stort kendskab til foreningslivet i kommunen. Det vigtigste er en åben holdning til muligheder og evnen til at opsøge viden, for eksempel via Frivilligcenter Hillerød.
”Man behøver ikke have viden om aktiviteter i forvejen. Du kan jo tale med de andre fællesskabsformidlere eller med nogen i frivilligcentret og spørge, hvad du kan gøre, og så hjælper de dig,” fortæller Britt Nielsen. Hun havde heller ikke selv kendskab til en masse foreninger og fællesskaber, men har fået god hjælp i frivilligcentret med at finde aktiviteter, som kunne interessere de ældre, hun har besøgt.
Inden du går i gang som frivillig fællesskabsformidler, får du et introduktionskursus, og du bliver tilknyttet kontaktpersoner i Sundhedscentret og frivilligcentret. Undervejs får du også mulighed for faglig sparring fra medarbejdere i kommunen. Dem der kan få hjælp af frivillige fællesskabsformidlere, er ældre over 60 år der har kontakt med Hillerød Kommune eller Frivilligcenter Hillerød, og som gerne vil have støtte til at blive en del af et lokalt fællesskab. Man skal altså tildeles en fællesskabsformidler gennem frivilligcentret eller kommunen.
Har du lyst til at blive frivillig fællesskabsformidler?
Kom til informationsmøde og hør mere om at blive frivillig fællesskabsformidler.
Vi mødes den 26. maj klokken 16-17 i Sundhedscentret på Milnersvej 37D.
Tilmeld dig ved at skrive til Tilde Ellehammer i Hillerød Kommune på tande@hillerod.dk eller ringe på 72 32 34 17.