Forårsafbrænding som naturpleje på udvalgte arealer
De sidste par år har naturteamet, med god effekt, i det tidlige forår brugt kontrolleret afbrænding som naturplejemetode. Det betyder flere blomster til sommer og mere plads og lys til insekter og sommerfugle.
Det er nu så småt blevet forår igen og dermed tid til afbrænding i udvalgte naturområder. Afbrændingerne bliver udført af dygtige specialister i afbrænding. Vi kan se, at blomster og insekter hurtigt indvandrer på de arealer, hvor vi har afbrændt det visne græs i det tidlige forår. Nye blomster spirer hurtigere på arealerne, når der kommer solvarme og lys til jorden. Og insekter, sommerfugle, firben og andre smådyr kvitterer for det nye spisekammer og de nye ynglesteder.
Vi forårsafbrænder i marts til senest medio april i udvalgte områder på de kommunale naturområder Langebjerg nord for Uvelse, på Baunebakken ved Alsønderup, ved Skansebakken og Egedam samt ved Sophienborg/Selskov. Derudover afbrænder vi også på et udvalg af private mindre naturarealer med accept fra lodsejerne.