Spring menu over

I forbindelse med opsigelserne på Novo Nordisk, har rigtig mange medarbejdere på Novo-sitet i Hillerød mistet deres arbejde. Derfor har Beskæftigelsesministeriet bevilget de berørte kommuner en økonomisk håndsrækning fra varslingspuljen til at hjælpe de mange afskedigede i arbejde igen.

”Jeg er glad for, at vi får den her håndsrækning fra ministeriet. Det er et stort og vigtigt ansvar for os som kommune at sikre en ordentlig indsats for de mange mennesker, der er blevet opsagt, og som står i svær og vanskelig situation. Vores mål er, at vi kan hjælpe dem trygt og effektivt videre og hurtigt bringe deres kompetencer i spil i andre virksomheder. Midlerne styrker også samarbejdet på tværs af de nordsjællandske kommuner og giver os en endnu bedre mulighed for at lave en sammenhængende indsats til gavn for alle de berørte borgere”, siger borgmester Christoffer Lorenzen.

Indsatsen for de opsagte medarbejdere bygger på det stærke og formaliserede samarbejde på tværs af de nordsjællandske kommuner gennem Nordsjællands Rekrutteringsservice. Her står kommunerne Frederikssund, Halsnæs, Helsingør, Gribskov, Allerød, Egedal, Fredensborg, Hørsholm og Hillerød sammen om at sikre en styrket og sammenhængende indsats.

Hillerød Kommune - logo