Egeprocessionsspinderen er ikke observeret i Hillerød Kommune
Der har i de seneste dage været en del medieomtale af larven egeprocessionsspinderen. Den har blandt andet givet en del gener i Odense Kommune, og den er også fundet i andre kommuner
Vi vil gerne pointere, at larven endnu ikke er observeret i Hillerød Kommune.
Vi er i gang med at tilse alle nyere indkøbte egetræer samt egetræer i nærheden af disse for at undersøge, om den skulle være i kommunen. Indtil videre har vi ikke set den nogle steder.
Du må meget gerne melde ind via Hillerød Borgertip, hvis du observerer larven på kommunens arealer. Vælg ’beplantning’ og derefter ’egeprocessionsspinder’. Husk at vedhæfte et billede af træet eller larverne.
Herefter vil vi hurtigst muligt igangsætte en bekæmpelse af larverne.
Hvis du finder larverne på privat grund, anbefaler vi, at du tilkalder en professionel skadedyrsbekæmper til at håndtere den. Du bør holde god afstand til larven og dens reder, og ikke forsøge at håndtere den selv. Det er ejerens eget ansvar at fjerne larver og reder fra privat grund. Vi vil dog meget gerne høre om det, hvis egeprocessionsspinderen findes på privat grund, og du må derfor gerne melde det ind til os via Hillerød Borgertip.
Udbredelse af egeprocessionsspinderen
Egeprocessionsspinderen bor primært i egetræer og spreder sig forholdsvis langsomt. Hunnen lægger typisk sine æg på egetræer tæt ved det træ, hun selv er udviklet på. Derfor spreder de sig ikke særlig hurtigt af sig selv.
Der er dog risiko for, at egeprocessionsspinderen importeres til kommunen med nyindkøbte egetræer. Derfor holder vi særligt øje med netop de nyindkøbte egetræer og egetræer i nærheden af disse.
Hvis du har været i kontakt med larven
Hvis du har været i kontakt med larven, kan du opleve gener som kløen og udslet. I så fald skal du skylle kroppen forsigtigt med vand og derefter vaske dig grundigt. Vask dit tøj ved mindst 60 grader.
Kløe og udslet vil gå over af sig selv. Får du kraftigere symptomer eller vejrtrækningsproblemer, skal du søge læge.
Også kæledyr som hunde, katte, heste med mere kan få gener ved kontakt med egeprocessionsspinderen. De oplever ligeledes irritation på huden, i øjnene eller i luftveje. Hvis du har et kæledyr, der har været i kontakt med larven, skal du skylle det over med vand og eventuelt kontakte en dyrlæge.