93-årige Birthe deltog i Royal Run: “Jeg siger ikke nej til noget sjovt”
Der var både smil, bevægelse og masser af livsglæde, da seks beboere fra Plejehjemmet Skanselyet deltog i Royal Run i Helsingør.
Blandt deltagerne var 93-årige Birthe – og hun var den ældste deltager på dagen.
“Jeg siger ikke nej til noget sjovt,” fortæller Birthe med et smil.
For hende var oplevelsen helt særlig: “Det var en pragtfuld oplevelse. Jeg tror ikke, jeg kunne finde på en dag, der kunne være bedre end den i går.”
Turen til Royal Run er en af mange aktiviteter, som foreningen Skanselyets Venner står bag. Her arbejder 24 frivillige for at skabe gode oplevelser for beboerne.
Drømmeopfyldere
Formand for foreningen, Gurli, siger:
“Man skal leve livet – hele livet. Vi prøver at opfylde beboernes drømme.”
De frivillige tager blandt andet beboerne med på ture i gågaden, i slotsparken og til Bakken – og altså også til store begivenheder som Royal Run.
For Birthe handler det også om at få mest muligt ud af livet der, hvor hun er:
“Det her er det bedste sted, jeg kunne være, når jeg nu ikke kan være hjemme.”