
To specialiserede centre bliver til ét stærkt tilbud i Hillerød
To af Hillerøds specialiserede centre er nu blevet til ét. Kommunikationscentret og CSU Egedammen samler kræfterne, så borgere med særlige behov fortsat kan møde høj faglighed og opleve mere tværfagligt samarbejde - alt sammen under et nyt navn.
Når man har brug for specialiseret støtte, kan det gøre en stor forskel, at hjælpen er let at finde og samlet ét sted. Det er en af tankerne bag det nye CKU Hillerød, der nu forener kræfterne fra to af kommunens erfarne fagmiljøer.
Kommunikationscentret har i mere end 30 år tilbudt rådgivning, vejledning og undervisning til borgere, der f.eks. har vanskeligheder med syn, hørelse, stemmen eller kognitive udfordringer.
CSU Egedammen har hjulpet unge med særlige behov gennem 9. og 10. klasse samt Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).
Et styrket samarbejde til gavn for borgerne
Nu er de to centre officielt samlet og går fremover under navnet Center for Kommunikation og Undervisning (CKU) Hillerød. For borgerne betyder det, at de fortsat møder de samme medarbejdere og tilbud, men nu med endnu mere specialiseret viden bag sig.
”Vi ved, at det gør en forskel, når vi kan arbejde tættere sammen på tværs af fagligheder. Derfor glæder jeg mig over, at vi med CKU Hillerød kan tilbyde brugerne og eleverne endnu mere målrettet støtte,” siger centerleder Charlotte Jensen.
Der vil være en overgangsperiode
Selvom navnet er nyt, kan du i en overgangsperiode stadig støde på de gamle navne på skilte, brochurer eller breve. Praktiske detaljer bliver løbende opdateret, men ydelserne, adresser og medarbejdere er de samme som før.