
Ny Spildevandsplan vedtaget
Hillerød Byråd vedtog en ny plan for spildevandet i Hillerød Kommune på byrådsmødet d. 27. august 2025.
Spildevandsplanen er et vigtigt redskab til at sikre, at regn- og spildevand håndteres på den mest forsvarlige og effektive måde både når det gælder sundhed, miljø og økonomi.
Formand for Natur, Miljø og Klimaudvalget Louise Colding Sørensen glæder sig over vedtagelsen af spildevandsplanen og udtaler, ”’Det har været en lang proces, men nu har vi nået en vigtig milepæl. Byrådet vedtog allerede i 2020 at rense spildevandet på centralrenseanlægget for medicinrester. Med denne spildevandsplan understøtter vi Forsyningens fortsatte arbejde med yderligere at reducere overløb af urenset spildevand fra byens kloakker. Det er endnu et vigtig skridt på vejen bl.a. til at genoprette vandmiljøet i Arresø”
”Vandet vi udleder, har betydning for miljøet omkring os. Derfor skal det være så rent som muligt. Det hjælper den nye spildevansplan os med at sikre. Den nye spildevandsplan har betydning for borgere, virksomheder og miljø, og hjælper til at kunne udforme egentlige lokale spildevandsprojekter eksempelvis med nye kloaker og separering af regnvand fra spildevand. Hillerød Forsyning har et stort arbejde med investeringer over de næste mange år, et arbejde som både vil komme mennesker og miljø til gode”, siger borgmester Kirsten Jensen”.
I løbet af processen med spildevandsplanen har Hillerød Kommune og Hillerød Forsyning inviteret de berørte grundejere til møder og planen har været i 8 ugers høring. De grundejere, der bliver berørt i første omgang, får direkte besked om at planen er vedtaget, og hvad det betyder for dem.
”I Hillerød Forsyning er vi stolte over at få de politiske beslutninger til at blive virkelighed. Med separatkloakering og andre anlæg, som stopper overløb af blandet regn- og spildevand, stopper vi forureningen af åer, søer og fjorde. Vi søger hele tiden de mest miljørigtige og billigste løsninger,” siger Tue Tortzen, formand for bestyrelsen, Hillerød Forsyning.
Ud over separatkloakering kan man øge størrelsen på kloakrørene, bygge forsinkelsesbassiner og nedsive regnvand lokalt.
Samtidig vil rensningen for medicinrester på renseanlægget HCR Syd også fjerne fosfor, kvælstof og andre stoffer, så påvirkningen af miljøet fra det rensede spildevand bliver meget lille.
”Det er vores mål at det rensede spildevand på sigt kan genbruges i industrien,” siger Tue Tortzen.