Spring menu over

Det kan få store konsekvenser for et ungt menneske at få en skæv start på voksenlivet og ikke komme i uddannelse eller arbejde. Derfor inviterer borgmester Kirsten Jensen virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og øvrige samarbejdspartnere til kick off for Ungeløftet mandag d. 26. maj. 

Her vil der være fokus på, hvordan lokale kræfter i fællesskab kan bidrage, skabe arbejde til de unge og ruste flere unge til at komme i uddannelse eller job. Til Kick off arrangementet kan man høre nogle af de unges fortællinger om deres vej i uddannelse og job.

43.000 unge uden uddannelse eller arbejde

På trods af høj beskæftigelse og lav ledighed, er der stadig 43.000 unge i Danmark, der hverken er i uddannelse eller arbejde. Der er derfor lavet en politisk aftale om ”Ungeløftet”, som er et partnerskab mellem kommuner, virksomheder, organisationer, regioner og staten om at finde nye løsninger og sikre, at flere unge får fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. 

Det bærende princip er, at alle fortjener en plads i fællesskabet, og at det er en fælles opgave for alle dele af samfundet at løfte de unge ind i nogle fællesskaber.  

Fra borgmester Kirsten Jensen lyder det:

-    Alt for mange af vores unge mennesker står uden for arbejdsfællesskabet. Derfor skal vi sammen løse den store og svære opgave det er, at løfte de unge tættere på arbejde eller uddannelse og give dem mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber. Jeg glæder mig over, at vi med Ungeløftet kan fortsætte det store og vigtige samarbejde vi allerede nu har med både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og civilsamfund.

En fælles indsats

kick off for Ungeløftet i Hillerød Kommune er en del af partnerskabet, som regeringen lancerede tidligere på året.

Ungeløftet samler virksomheder, kommuner, fonde og civilsamfundsorganisationer i en fælles indsats for at hjælpe flere unge i uddannelse eller i arbejde. Hillerød Kommune deltager som partner i Ungeløftet. 

Fakta: Kick off for Ungeløftet i Hillerød Kommune

  • Kick off afholdes for en lang række særligt inviterede den 26. maj kl. 16.30-18.00 i Slotssø Palæet. Helsingørsgade 51, 3400 Hillerød
  • Kick off skydes i gang af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
  • Fra kommunen deltager bl.a. borgmester Kirsten Jensen og chef for Skole og Unge Lone Skovsbøll. Derudover deltager bl.a. unge mennesker, en bred repræsentation af det lokale erhvervsliv samt en række civilsamfundsorganisationer.
  • Partnerskabet Ungeløftet er en del af en bred politisk aftale, som afsætter 1,3 mia. kr. over ti år til initiativer målrettet unge uden uddannelse eller arbejde. 

Læs mere på www.ungeløftet.dk

Ungeløftets målgruppe

  • På landsplan er 43.000 unge i alderen 15-24 år hverken i uddannelse eller beskæftigelse. Det svarer til ca. 6,3 pct. af alle unge i aldersgruppen.
  • 43 pct. af gruppen har en psykiatrisk diagnose, fx angst, depression eller skizofreni (15 pct. for jævnaldrende).
  • 41 pct. af gruppen har haft en mor på offentlig forsørgelse, da de var 13 år (21 pct. for jævnaldrende).
  • Ca. 20 pct. af gruppen er blevet sigtet eller dømt for en straffelovovertrædelse (4 pct. for jævnaldrende).

 Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Hillerød Kommune - logo