Spring menu over

I 19 ud af 20 kommuner anbefaler de lokale repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Naturstyrelsen og kommunerne planen som et fælles grundlag for den videre indsats.

Hillerød Kommune er repræsenteret i treparten af Sektionsleder Vibeke Meno og udvalgsformanden for Natur, Miljø og Klimaudvalget Louise Colding Sørensen, som er stolt og tilfreds med delmålet: ”Det er en stor dag i dag, for det er vanskeligt for så mange mennesker at blive enige om så store og komplekse opgaver” udtaler Louise Colding Sørensen. 

I treparten sidder også Lars Jonsson fra Landbrug & Fødevarer. Han deler glæden over, at Den Lokale Trepart er nået så langt: 

“Det er et stort og svært arbejde der er lagt for dagen i treparten, både i kommunerne og i organisationerne, hvilket jeg sætter pris på. Så selvom der er knaster i en enkelt kommune, er jeg alt i alt særdeles tilfreds med, hvor vi står”. 

Den samlede omlægningsplan peger på muligheder for at omlægge ca. 42.000 hektar på tværs af kommunerne med i alt 346 områder. I Hillerød Kommune er der peget på ca. 1300 hektar fordelt på 33 områder.

I omlægningsplanen er der fokus på at reducere udledning af kvælstof og CO2. I Hillerød Kommunes omlægningsplan er der derfor peget på områder til kvælstofvådområder, kulstofholdige lavbundsarealer, et fosforvådområde og forslag om ekstensivering af udvalgte kommunale arealer. I de kommende år vil der også komme fokus på at skabe mere natur, beskytte grundvandet og rejse skov. 

”Nu har vi en plan for hvordan vi kan komme i mål med ønsket om et bedre miljø i fjorden og i Arresø og styrke klimaindsatsen, som også bidrager til Kommunens klimaplan. I Hillerød Kommune har vi allerede en god dialog med lodsejerne, og den skal vi have mere af i fremtiden, hvor vi også skal tale om sammenhængende natur, grundvandsbeskyttelse og mere skov” forsætter Louise Colding Sørensen.

Det er op til de enkelte lodsejere, om de ønsker at gennemføre projekter i de områder, som planen peger på. Lodsejerne skal kunne se sig selv i omlægningen af deres arealer og det skal sikres at omlægningen giver den effekt man håber. 

”Jeg ser frem til at se projekter blive gennemført, og til at opleve den glæde det er at give mere plads til naturen” slutter Louise Colding Sørensen. 

Principvedtagelse i Hillerød Byråd den 17. december

Omlægningsplanen er netop den 6.november blevet verificeret i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), hvilket var sidste trin inden Omlægningsplanen kan principvedtages i Hillerød Byråd den 17. december.

Byrådet skal principvedtage den del af omlægningsplanen, som dækker Hillerød Kommune. At Omlægningsplanen principvedtages, er alene en tilslutning til, at Hillerød Kommune og Isefjord Roskilde Fjord Treparten arbejder videre med projekterne i den dynamiske omlægningsplan, der foreligger på nuværende tidspunkt. Er der projekter som ikke kan gennemføres af forskellige årsager, peges på andre arealer, indtil målene indenfor Grøn trepart er gennemført.

Yderligere information

Læs mere om Grøn Trepart i Hillerød Kommune her

Se også Den Lokale Treparts fælles pressemeddelelse her

Hillerød Kommune - logo