Spring menu over

I denne uge landede DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025 - Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk DI undersøger den lokale erhvervsvenlighed.

Der er både områder, hvor Hillerød Kommune ifølge undersøgelsen klarer sig godt og områder, hvor man klarer sig mindre godt.

På mobilitet ligger Hillerød Kommune lavt, mens kommunen ligger højt, når det gælder andelen af borgere med en uddannelse efter grundskolen, og på antallet af fuldtidsbeskæftigede. 

Konkrete indsatser skal styrke erhvervsvenligheden

Hillerød Kommunes erhvervskoordinator Morten Torp glæder sig over fremgangen, men havde gerne set at kommunen var placeret højere på årets liste.

”Det er dejligt at se, at det går den rigtige vej, men vi er langt fra tilfredse, og vi er klar over, at der er flere steder, hvor vi skal forbedre os”, siger Morten Torp.

Han peger på flere konkrete indsatser, Hillerød Kommune allerede nu er i gang med:

1. Fokus på grøn mobilitet og trængsel

Mobilitet handler om mennesker, om hverdagsliv og rutiner, der skal fungere og at tage hensyn til klimaet. Det drejer sig om at komme på arbejde til tiden, at besøge sine klassekammerater efter skole, men også om at komme på cykeltur i sommerferien. Derfor arbejder vi på projektet ”Grøn mobilitet og mindre trængsel”, hvor visionen er at omstille mere af transporten til grønne og bæredygtige transportformer. Målet er blandt andet, at langt flere pendlere end i dag, vælger at transportere sig grønt til og fra arbejde, og der sker en overflytning fra bil til grønne transportmidler for pendlerne, som kan mærkes på både trængslen og miljøet.


2. En ny henholdsvis erhvervs- og beskæftigelsesstrategi

Det skal blandt andet være lettere for virksomheder at samarbejde med Hillerød Kommune om rekruttering, opkvalificering og fastholdelse af medarbejdere. Kommunen vil bruge de nye rammer fra beskæftigelsesreformen til at prioritere indsatsen der, hvor den gør størst forskel for både virksomheder og borgere.

3. Mere transparent og direkte kommunikation til kommunens erhvervsliv

Vi arbejder på at styrke kommunikationen til kommunens mange virksomheder – de store som de små fx omkring de mange tiltag, som kommunen har gang i og som har betydning for vores erhvervsliv. 

4. Klima og grøn omstilling

Vi har lavet en aktuel survey blandt 842 lokale virksomheder. Virksomhederne efterspørger konkrete samarbejder om bl.a. affaldssortering og genanvendelse, transport/grøn mobilitet, solceller, energioptimering af bygninger og biodiversitet. En efterspørgsel der lægger sig op ad de 75 handlinger der er beskrevet i Hillerød kommunes klimahandleplan. Der er allerede iværksat et affalds- og genanvendelsesprojekt sammen med 7 lokale virksomheder og virksomheder inviteres lige nu til at deltage i et Grønt Ambassadørforløb.

Fakta om Lokal Ehvervsvenlighed 2025

DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. 7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.

Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

Hver kategori vægter 25 procent. 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

I Hillerød Kommune har 77 virksomheder svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer minimum 1820 arbejdspladser i kommunen, hvilket svarer til 8 procent af den private beskæftigelse.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål eller kommentarer til årets DI-undersøgelse, så er du meget velkommen til at kontakte Hillerød Kommunes erhvervskoordinator Morten Torp på E-mail: mtor@hillerod.dk eller telefon 7232 3100.

Hillerød Kommune - logo