Hillerød hylder idrætten
Idrættens Dag torsdag 8. februar kl. 17-19 i Royal Stage - og der er gratis adgang.
Omkring 150 idrætsfolk fra 14 af Hillerød Kommunes idrætsforeninger bliver hyldet for deres titler, medaljer og særlige indsats i 2023, når Hillerød Kommune inviterer til Idrættens Dag torsdag 8. februar kl. 17-19 i Royal Stage.
- Der er gratis adgang. Alle interesserede er velkomne til at møde op og deltage i fejringen af de mange dygtige idrætsfolk i Hillerød Kommune, fortæller bredde- og eliteidrætskonsulent Lise Warren Pedersen fra Hillerød Kommune.
Drabantgarden sørger for at slå tonen an og der bliver også en gymnastikopvisning – og så uddeles 3 fornemme priser efter indstilling fra HSI, Hillerød Samvirkende Idrætsforeninger:
Idrætsprisen gives til en idrætsudøver, som har udmærket sig specielt.
Årets Idrætsleder går til en leder, som gør et stort arbejde i en idrætsforening.
Trænerprisen går til en træner/instruktør, som yder en solid indsats i en idrætsforening.