Spring menu over

Når børn og unge tager til idræt i Hillerød Kommune, skal det være slut med at blive mødt af tændte cigaretter, dampende e-cigaretter, snus og nikotinposer under læben. Derfor glæder det formanden for Idræts- og Sundhedsudvalget Dragan Popovic, at foreløbig to idrætsanlæg har arbejdet med at blive røg- og snusfrie – Brødeskov Idrætsanlæg og Hillerød Stadion.

”De unge har brug for gode rollemodeller, ikke mindst når de dyrker deres interesser i fritiden. Derfor gør det en forskel, at trænere, frivillige og forældre og ældre medlemmer bakker op om, at idrætsliv og røg og snus ikke hører sammen. Jeg er glad for partnerskabet med DGI Nordsjælland om at skabe et røg- og snusfrit idrætsliv i Hillerød Kommune, og håber, at flere idrætsforeninger og anlæg nu slutter sig til samarbejdet,” siger Dragan Popovic.

Væk med den løftede pegefinger og frem med fællesskabet

DGI Nordsjælland og Hillerød Kommune har i tæt samarbejde med de lokale foreninger skabt et idrætsmiljø, hvor der henstilles til, at forældre, trænere og andre voksne, der har relationer til foreningernes aktiviteter, ikke ryger på idrætsanlægget og på sidelinjerne til fordel for børn og unges sundhed. Samt at appellere til egne og besøgende udøvere om ikke at bruge snus eller andre nikotinprodukter på idrætsanlægget eller i omklædningsrummene.

På de to røg- og snusfrie matrikler hilser foreninger røgfrit idrætsliv velkommen.

”For os er det afgørende, at alle foreninger i Hillerød kommune på sigt bliver røg- og tobaksfri, så børn og unge kan være en del af fællesskabet uden at blive mødt af røg og snus”, siger formand for Brødeskov IF’s Venner, Svend Beeck.

I indsatsen, der er støttet kommunens midler til forebyggelse og sundhedsfremme, er der ikke tale om et rygeforbud, men derimod venlige henstillinger via blandt andet skilte, som beder brugere og besøgene på idrætsanlæggene om at tage hensyn til børn og unge. Og begge foreninger har lavet en udførlig tobakspolitik, som er blevet sendt til alle klubbens medlemmer og er at finde på foreningernes hjemmesider.

Flere røg- og snusfri miljøer

I ”Ambitioner for bæredygtig sundhed og trivsel 2030”, som Hillerød Kommune netop har lanceret, er nikotinfrihed en af de fire områder, kommunen særligt vil prioritere at arbejde videre med de kommende otte år.

Hillerød Kommune - logo