Gadelamper slukkes
Den nuværende energikrise betyder nu, at gadelamper i Hillerød Kommune bliver slukket fra klokken 23-05. Der er vil dog stadig være lys om natten i centrale dele af Hillerød by fredag og lørdag nat. Frederiksborg Slot bliver heller ikke oplyst dette efterår og vinter.
At slukke for gadelyset er dog ikke helt så enkelt som at slukke for en stikkontakt derhjemme. Det kræver, at der er en styringsenhed i de styringsskabe, der tænder og slukker gadebelysningen. Det er der i cirka halvdelen af styreskabene i Hillerød Kommune, men i de øvrige skal der nu indsættes styringsenheder. Derfor vil det være løbende, at lyset bliver slukket i takt med at styringsenhederne bliver indsat. Kommunen er i gang med at planlægge hvornår der vil blive slukket i de enkelte områder og vil informere om det, når det er afklaret.
Omkring lysreguleringer og fodgængerovergange vil der stadig være lys.
”Vi gør det her, fordi vi alle sammen skal være med til at spare på energien. Alle må bidrage, så vi ikke risikerer at stå uden strøm til vinter. Vi står midt i en krise, hvor vi alle må gøre noget for at passe på de ressourcer, vi har. Vi har dog besluttet, at vi stadig vil have lys i centrale dele af Hillerød By fredag og lørdag nat, hvor der er mange mennesker på gaden”, siger formanden for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget Dan Riise.
Ligesom gadelygterne nu slukkes, bliver Frederiksborg Slot heller ikke oplyst i dette efterår og vinter. Dette er en central beslutning fra Slots- og Kulturstyrelsen.