Spring menu over

På CSU Egedammen spiller Maya, hver dag en afgørende rolle i at støtte unge mennesker med at nå deres mål. Mål der ikke kun er faglige, men også personlige og udviklende.

Her er hun en del af et dedikeret team på 5 personer, som arbejder med eleverne i gruppe C, som hver især har forskellige udfordringer. Her lægges der stor vægt på differentiering og at anerkende de unikke kvaliteter hos hver enkelt elev. Maya forklarer, at der ikke findes en "one-size-fits-all" løsning i hendes job.

På STU’en har eleverne både dansk og matematik samt en bred vifte af kreative fag og fag, som på et tidspunkt skal ruste dem til at træde ud i verden på mere eller mindre egne ben.

"Det er fantastisk at se eleverne udvikle sig, og det er et vildt dejligt job. Selv på dage, hvor morgenen ikke starter så godt, kan jeg altid regne med at blive mødt med masser af kram

Stolt af sin uddannelse

Og i det hele taget er det en meget smilende Maya, som vi møder i lokalerne på CSU Egedammen på en af de der efterårsdage, hvor farverne stråler om kap med hinanden.

”Det er et meget meningsfuldt arbejde, jeg har her, og jeg vidste allerede tidligt i løbet af min uddannelse, at jeg gerne ville arbejde inden for det specialiserede område”, fortæller hun.

Maya fremhæver i den forbindelse betydningen af hende uddannelse som pædagogisk assistent (PAU), som hun har brugt 3 år på, og som har rustet hende til at træde ind på et både spændende, men også nogle gange udfordrende arbejdsfelt.

Virkelig god støtte fra kolleger

Og så fortæller Maya, at hun fra start er blevet mødt at masser af hjælpende kolleger. Flere af hendes medstuderende var nervøse for, om de kunne træde direkte fra studiet ud i et job det specialiserede område. Maya forklarer, at hun tværtimod har følt sig mødt af masser af hjælpsomme kolleger, og hun føler altid, at hun har nogen at sparre med.

Ud over arbejdet på CSU Egedammen arbejder Maya også flere aftener om ugen på Hillerød Ungdomsskole. Hendes møder med de unge mennesker strækker sig derfor ud over flere forskellige funktioner i kommunen, hvilket kun er med til at gøre hendes arbejde endnu mere berigende, som Maya selv udtrykker det.

Hillerød Kommune - logo