Spring menu over
Er du motiveret af at arbejde i en skoleforvaltning, hvor vi brænder for skoleudvikling og har fokus på solid økonomistyring og datainformerede prioriteringer og beslutninger? Har du en erfaren, analytisk, økonomisk og projektledende profil med motivation for at tage et koordinerende ansvar? Så søg denne spændende stilling som chefkonsulent på skole- og ungeområdet i Hillerød Kommune.

Dine opgaver

Vi søger en erfaren chefkonsulent, som skal indgå som holdspiller og sparringspartner i den fortsatte udvikling af skolevæsenet, særligt med fokus på økonomiske, administrative og analytiske forhold. Der vil både være driftsopgaver og opgaver med et stærkt analytisk og strategisk sigte.

Du kommer bl.a. til at indgå i et tæt samarbejde med forvaltningsledelsen, en specialkonsulent og to administrative medarbejdere, som alle har til opgave at understøtte politikere, direktion, skoler og forvaltningsledelse i at sikre solid økonomistyring, administration og at træffe datainformerede beslutninger. Vi forestiller os, at du vil få et større koordinerende ansvar ift. fordeling af og opfølgning på opgaverne.

Hillerød Kommune er i fuld gang med at styrke skolernes arbejde med stærke fællesskaber og vores nye strategi for dette arbejde kan du læse HER. Der vil være en del økonomi- og analyseopgaver forbundet med denne strategi.

Dine driftsopgaver og ansvarsområder vil bl.a. omfatte
  • Økonomi, controlling og produktion af ledelsesinformation ift. økonomi, herunder at skabe overblik over Skoleforvaltningens forskellige konti
  • Ledelsesbetjening og politisk betjening, bl.a. igennem udarbejdelse af notater, analyser og sagsfremstillinger
  • Bidrage til budgetlægningsprocessen, budgetopfølgning og udarbejdelse af aktivitetsudvidelses- og finansieringsforslag
  • Understøttelse af økonomistyring og budgetopfølgning på skolerne og øvrige decentrale enheder
  • Understøttelse af ungeområdet, herunder Ungdommens Uddannelsesvejledning og Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter ift. økonomi og øvrige opgaver ifm. Ungeløftet
  • Diverse ad hoc opgaver, herunder fx analyseopgaver ifm. udarbejdelse af nye samarbejdsaftaler
  • Udvikling af rammer for specialiserede skoletilbud

Derudover ser vi ind i en tid, hvor vi skal have iværksæt følgende større udviklingsopgaver, som vi forestiller os, at du vil blive tovholder på:
  • Udarbejdelse af økonomi- og styringsoverblik i forbindelse med ny visitationspraksis, herunder samspil mellem almen- og specialområdet og incitamentsstrukturer
  • Analyse af udgifter til kørsel på specialområdet
  • Udarbejdelse af ny økonomi- og tildelingsmodel til skolerne, herunder analyse af skoleområdets fælleskonto
  • Analyse af takststrukturen for vores specialklasserækker, herunder økonomitildelingen
  • Tovholder for de dele af beskæftigelsesreformen, som vedrører Skole og Unge, herunder økonomi, det politiske årshjul og analyser
  • Opdatering af beredskabsplaner

Dine kompetencer

Vi lægger vægt på, at du
  • har interesse for og erfaring med administration og økonomi på skoleområdet
  • har kompetencer til at lede større projekter, arbejdsgrupper og analyser
  • har solid erfaring og kompetencer inden for økonomistyring og budgetopfølgning
  • kan overskue store datamængder og gennemskue sammenhænge i data
  • er hjemmevant i Excel, FLIS og et økonomistyringssystem som fx Opus
  • trives med at være involveret i mange typer af opgaver, som hurtigt kan skifte
  • er analytisk skarp og struktureret, tager initiativ og er ansvarlig i opgaveløsningen
  • finder dig nemt til rette med at uddelegere, samarbejde og følge op på kollegaers opgaveløsning
  • kan samarbejde relationelt kompetent med andre faggrupper inkl. ledere, som ikke har økonomi og analyse som primæropgave
  • sætter fokus på konstruktivt samarbejde og fælles løsninger og ser helheder i en kompleks og politisk ledet organisation
  • har fokus på både processer og resultater
  • er en sikker formidler – mundtligt og skriftligt, såvel prosa som fx økonomioversigter
  • bidrager til et i forvejen godt arbejdsmiljø i Skoleforvaltningen.

Din baggrund

Vi forventer, at du har en relevant akademisk samfundsvidenskabelig uddannelse, og at du har længere erfaring med forvaltningsarbejde og økonomistyring i en kommune eller stat.

Om afdelingen Skole og Unge

Afdelingen Skole og Unge består af medarbejdere med forskellige fagligheder og baggrunde, som betyder, at vi til sammen dækker drifts- og udviklingsopgaver på skole- og ungeområdet. Skoleområdet består, ud over Skoleforvaltningen, af syv distriktsskoler, to specialskoler, ungdomsskolen, sygehusundervisning, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUH) og Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter (HUV). Du kan se organisationsdiagrammet HER.

Skoleforvaltningen har til huse i et åbent kontor på Hillerød rådhus. Vi har et stærkt og udviklende arbejdsmiljø, hvor vi arbejder systematisk med motivation, psykologisk tryghed, sparring og videndeling. Vi værdsætter humor, og vi fejrer vores succeser og taler åbent om vores udfordringer i en samarbejds- og feedbackkultur, hvor vi spiller hinanden gode og byder fejl velkommen som læringspotentiale. I Skoleforvaltningen kan vi derfor tilbyde dig faglig sparring og udvikling, at blive en del af en fagligt stærk forvaltning med gode kollegaer og et velfungerende samarbejde.

Skolevæsenet er dialog- og netværksorienteret, hvor de decentrale enheder og Skoleforvaltningen udgør et fælles skolevæsen bundet sammen af politikker, fælles indsatsområder, netværk og kompetenceudvikling, og hvor den enkelte skole inkl. HFO har et lokalt råderum. Fælles udviklingstiltag bliver typisk formuleret i arbejdsgrupper og dialogfora, hvor formålet er at få flest mulige perspektiver med og sikre ejerskab, engagement og fælles ansvarlighed. Du kan se vores politikker, strategier og handleplaner HER.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er på fuld tid, og startdato er den 4. august 2025.

Løn aftales i henhold til overenskomst og reglerne om lokal løndannelse.

Frist

Der er frist for ansøgninger mandag den 9. juni 2025.
1. samtaler bliver gennemført den 12. juni, mens eventuelle 2. samtaler bliver gennemført den 17. juni.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef for Skole og Unge, Lone Skovsbøll, på telefon 72 32 54 00 / mail lonjs@hillerod.dk eller Carsten Røpke Olfert, souschef, på telefon 72 32 54 23 / mail colf@hillerod.dk.


 

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.


Ansøgningsfrist
9. juni 2025

Tiltrædelse
4. august 2025

Kontakt
Afdelingschef Lone Skovsbøll, telefon 72 32 54 00 / mail lonjs@hillerod.dk

Arbejdssted
Skoleafdelingen

Ansættelsesforhold
37 timer

Hillerød Kommune - logo