Strategien for mere bynatur handler om at få mere natur ind i byområderne, blandt andet med flere blomsterenge i stedet for slåede rabatter eller græsplæner, flere træer og flere naturligt grønne områder.
"Hele strategien bygger på, at bynaturen skabes i et samarbejde mellem kommune, borgere, foreninger, erhverv og boligorganisationer. Derfor er det dejligt, at rigtig mange har vist interesse for at være med til at påvirke strategiens endelige udformning," siger formanden for Natur, Miljø og Klimaudvalget, Louise Colding Sørensen.
Se Strategi for mere bynatur i Hillerød her
I forbindelse med at strategien onsdag blev endeligt vedtaget, blev der også åbnet op for en forskønnelsespulje på 100.000 kroner.
”Forskønnelsespuljen Blomstrende Byer er en mulighed, vi har lavet, hvor borgere, foreninger og boligorganisationer kan søge penge til et projekt, der handler om bynatur. Det kan for eksempel være et grønt område mellem nogle boliger, hvor en ejerforening gerne vil have en blomstereng med insekthoteller eller et område i en landsby, hvor man gerne vil have flere træer. Vi ved, at der er rigtig mange, der interesserer sig for det her med at få mere natur ind i byerne, og vi vil gerne give en håndsrækning til at få realiseret nogle ideer,” siger Louise Colding Sørensen.
For at komme i betragtning til nogle af pengene, skal de projekter, der bliver søgt til, være offentligt tilgængelige. Der kan søges om hjælp til fx materialer og entreprenørarbejde.
Læs mere om forskønnelsespuljen og hvordan du søger her
Der kan søges én gang årligt og ansøgningsfristen i 2020 er 31. maj.