Lokalplanen indgår i realiseringen af Helhedsplan Favrholm, som Hillerød Byråd har godkendt i 2014.
Hillerød Kommune ønsker med igangsættelsen af lokalplanen at sikre det planmæssige grundlag for ny erhvervsudvikling i Favrholm i henhold til helhedsplanen.
Lokalplanområdet omfatter den del af helhedsplanen, der hedder ’Smørkildefingeren’ og en landskabskile og -fælled nord for denne. Området er på ca. 40 ha.
Smørkildefingeren er i helhedsplanen fastlagt til erhvervsområde og område til sundhedsinstitutioner. Landskabskilen er et grønt område og område til skybrudssikring. Erhvervsområderne planlægges primært anvendt til virksomheder inden for medico, green tech og lignende med udvikling og produktion. Området til sundhedsinstitutioner ligger i den østlige del af Smørkildefingeren og planlægges anvendt til eventuel senere udvidelse af Nyt Hospital Nordsjælland.
Lokalplanen udarbejdes med udgangspunkt i Helhedsplan Favrholm og Kommuneplan 2017.
Se startredegørelse for lokalplan 460 for erhvervsområde i Favrholm her
Indledende dialogmøde
I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen forventer Hillerød Kommune at invitere til indledende dialogmøde, når situationen omkring Covid-19 igen tillader det.
På mødet vil den ønskede udvikling af området blive gennemgået, og du får mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer til den kommende planlægning.
Interesserede kan informere sig her på hjemmesiden, hvor dialogmødet vil blive annonceret.
Har du allerede nu spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at ringe eller sende en mail.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til byplanlægger Helle Rasmussen på mail byplan@hillerod.dk eller telefon 7232 2134.
Du kan læse mere om den nye bydel Favrholm her