I 2014 blev der foretaget en kortlægning af forekomsten af kæmpebjørneklo på både offentlige og private arealer. Kortlægningen er siden blevet videreført, bl.a. via indberetninger fra borgere.
Hillerød Kommune har siden 2015 systematisk bekæmpet bjørneklo på samtlige kommunale arealer, og bekæmpelsen fortsætter selvfølgelig i 2020.
På de private arealer med bjørneklo har alle grundejerne modtaget en henvendelse fra kommunen om, at de har pligt til at bekæmpe bjørnekloen. I løbet af 2020 vil Hillerød Kommune kontakte grundejere, der har bestande af bjørneklo, men som ikke har påbegyndt bekæmpelse. Jo tidligere man sætter ind med bekæmpelse, jo mindre bliver problemet med kæmpebjørneklo.
Bekæmpelsen af bjørneklo sker i forbindelse med, at Hillerød Kommune i 2010 vedtog en indsatsplan mod kæmpebjørneklo. Målet med indsatsplanen er at udrydde den invasive plante i Hillerød Kommune.
Du kan se Hillerød Kommunes indsatsplan mod Kæmpebjørneklo her
Giftig og ødelæggende
Bekæmpelsen af kæmpebjørneklo er en lang og sej kamp. Der skal sættes ind flere år i træk, før alle planter og frø i jorden er udryddet. Hvis der er få planter, behøver det ikke være et stort arbejde at bekæmpe dem. Men hvis man ikke bekæmper selv små bestande, kan man i løbet af få år få mange planter og et stort arbejde med at fjerne dem. Derfor er det vigtigt at sætte ind, inden planterne sætter frø og spreder sig.
Man skal beskytte hud og øjne, når man forsøger at komme kæmpebjørneklo til livs, for plantens saft fremkalder voldsom eksemlignende udslæt på mennesker - udslæt der ligner og føles som store brandvabler. Virkningen forstærkes af sollys. Har man fået saften på sig, er det vigtigt ikke at udsætte huden for sollys og hurtigst muligt vaske sig, helst med sæbe.
Vær godt klædt på
Hvis du allerede i dag går til kamp mod kæmpebjørnekloen, kan du læse mere om planten og den rigtige bekæmpelsesmetode i hæftet ”Praktisk bekæmpelse af kæmpebjørneklo”.
Du henter hæftet her
Har du set kæmpebjørneklo?
Hvis du ser kæmpebjørneklo, kan du nemt og hurtigt indberette det via app’en Hillerød BorgerTip.
Du kan downloade app'en på App Store eller Google Play.
Du kan også anmelde kæmpebjørneklo her
På billedet ovenfor ses den flere meter høje kæmpebjørneklo i blomst. Planten kan let kendes på sine store og udbredte skærme og store fligede blade. Kæmpebjørneklo kan blive 2-5 m. høj. Stængelen er hul med spredte stive hår og er grøn med rød-violette pletter. Planten blomstrer typisk fra juni til august, og der kan være mere end 80.000 blomster på en plante. Kæmpebjørneklo sætter i gennemsnit 20.000 frø pr. plante. Frøene spredes i sensommeren og er spiringsdygtige i op til 10 år.