Aflysning af events og arrangementer

07-04-2020

Som en konsekvens af regeringens udmeldinger den 6. april bliver en række arrangementer i Hillerød også aflyst.

Mandag den 6. april meddelte statsminister Mette Frederiksen, at der vil være forbud mod større arrangementer, begivenheder mv. til den 31. august 2020. Det betyder, at mange ting, også i Hillerød, nu bliver aflyst.

 ”Vi skal som samfund gøre alt, hvad vi kan for at komme så godt som muligt igennem denne svære tid. Een af konsekvenserne er desværre, at en masse at det, vi havde glædet os til, og som mange har arbejdet ihærdigt for længe, nu må aflyses. Det betyder også, at foreninger ikke kan oparbejde nødvendige indtægter gennem disse arrangementer.  Jeg er ked af det på deres og på kommunens vegne. Vi var på vej ind i et forår og en sommer med mange gode oplevelser på baggrund af en flerårig flot indsats i fællesskab, men vi skal i stedet passe på hinanden ved at holde afstand,” siger borgmester Kirsten Jensen.

 I Hillerød ByForum er skuffelsen også stor.

”Vi er meget kede af at skulle aflyse vores events i Hillerød,” siger direktør i C4 og Hillerød ByForum Erik Helmer Pedersen.

 Det er vigtigt for sammenhængskraften i en by at kunne mødes og have fælles traditioner og oplevelser. Sankt Hans har samlet Hillerødborgerne på Posen i generationer, byfesten skulle vi have holdt for femte gang, og i år havde vi planlagt at fejre 75-året for Befrielsen den 4. maj – alt det kan vi desværre ikke gennemføre i år. Vi har forståelse for de tiltag, der er taget, men vi er selvfølgelig meget skuffede og triste over udviklingen,” siger han.

Formanden for Hillerød Events, direktør i Royal Stage Carsten Larsen siger:

 ”Det er et hårdt slag for os alle sammen. Vi har rigtig mange arrangementer og begivenheder, der bliver aflyst. Men som alle andre er vi også bevidste om, at det er nødvendigt for at komme igennem denne krise og ikke ende i en lige så ulykkelig situation som andre lande. Vi arbejder hårdt på at få flyttet en række arrangementer. I mellemtiden håber vi, at borgerne i Hillerød vil støtte op omkring det lokale handelsliv og også – når vi kommer ud på den anden side – vil være med til at sparke gang i byen og byens liv igen,” siger Carsten Larsen.

 

Fakta:

Hillerød ByForum er en forening, der udsprang af C4 for tre år siden, da Hillerød Shopping og Hillerød Kommune gik sammen med ejendomsejere, liberale erhverv, kulturliv og de frivillige om at arbejde målrettet på at skabe mere liv i Hillerøds bymidte. De nuværende omstændigheder gør det svært for foreningen at nå sit mål i 2020 – der bliver i hvert fald en pause i afholdelsen af events.

 

Forbuddet mod større forsamlinger har hidtil betydet aflysning af Grøn Fredag – Late Night den 3. april og Shop Lokalt den 25. april, og nu må C4 og Hillerød ByForum også aflyse Fars Aften – Late Night den 4. juni, Sankt Hans, Musik på Posen hver onsdag i sommerferien, Slotssø Byfest foruden mindehøjtidelighederne i forbindelse med 75-året for Befrielsen den 4. maj og Genforeningen den 14. maj.

 

Siden blev senest opdateret d. 17-09-20

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Tilgængelighedserklæring

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

 

Telefontider

Mandag - onsdag kl. 10 - 14
Torsdag kl. 12 - 17
Fredag kl. 10 - 12

 

Nyhedsbrev om Favrholm

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om Favrholm her

RSS

Samtykke

Jeg giver tilladelse til, at borgerrådgiveren kan indhente, videregive og behandle relevante personfølsomme oplysninger elektronisk. Samtykket kan til enhver tid tilbagekaldes. Læs mere om rettigheder efter persondataloven her