Bauneparken får plejecenterlæge

29-06-2017

Lægehuset i Skævinge bliver nu fast plejecenterlæge for Bauneparken. Det er første plejecenter i Hillerød, der får ”egen” plejecenterlæge.

I fremtiden vil en læge fra Lægerne i Skævinge være at finde på Bauneparken to gange om ugen. De dage kan personalet tale med lægerne om forskellige sundhedsfaglige emner og spørgsmål, ligesom de kan vende problemstillinger fra hverdagen på Bauneparken.

”Vi er meget glade for, at Lægerne i Skævinge har sagt ja til at indgå denne aftale om at blive fast plejecenterlæge. Al erfaring viser, at der er mange fordele ved at et plejecenter har en plejecenterlæge. Det forebygger indlæggelser og genindlæggelser, og den daglige kontakt mellem plejecenter og læge bliver betydeligt nemmere,” siger afdelingschef for Ældre og Sundhed i Hillerød Kommune, Hella Obel.

Beboerne på Bauneparken kan stadig selv vælge, hvilken en læge, de gerne vil have. Man kan altså godt beholde sin nuværende læge, selvom det er en anden end plejecenterlægen. Erfaringer fra andre kommuner viser dog, at mange vælger plejecenterlægen, netop fordi den læge kommer til at kende huset og personalet godt.

”En plejecenterlæge lærer naturligt huset bedre at kende, fordi de får deres faste gang på centret. Samtidig er det langt nemmere for personalet, at der er ét lægehus, der skal kontaktes, og ikke mange forskellige, når der skal vendes sundhedsfaglige spørgsmål. For personalet giver det også et kompetenceløft at have en plejecenterlæge, fordi der bliver faste tider, hvor de kan mødes og hvor lægerne for eksempel kan undervise personalet,” siger Hella Obel.

Hos Lægerne i Skævinge er der også glæde over den nye aftale.

”Vi synes det er spændende at være med til. Vi kender de fleste af beboerne allerede, men det at få nogle faste tidspunkter, hvor vi er på plejecenteret, er et kvalitetsløft i behandlingen at de ældre borgere," siger læge René Frederiksen fra Lægerne i Skævinge.

 

I Hillerød Kommune håber Hella Obel, at aftalen i Skævinge bliver den første af flere.

”Vi kan se at andre kommuner, som har plejecentrelæger, har rigtig gode erfaringer med det. Nu glæder vi os til at få etableret samarbejdet med Lægerne i Skævinge og så tage de erfaringer med os videre ud til kommunens øvrige plejecentre,” siger Hella Obel.

 

Siden blev senest opdateret d. 19-07-17

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

RSS