Trafik, Vej og Park skal i uge 38 udføre asfaltarbejder på en række veje i det centrale Hillerød. Der skal udskiftes slidlag på de stærkt trafikerede veje Sdr. Jernbanevej, Hostrupsvej, Nordstensvej, den sydligste del af Østergade, krydset mellem Hammersholtvej og Carlsbergvej.
Hillerød Kommune har sammen med politiet vurderet, at det ikke er muligt at styre trafikken, mens arbejdet er i gang, blandt andet fordi det er nogle meget store maskiner, der skal fræse asfalten af. Derfor er det blevet besluttet, at arbejdet på vejene skal udføres udenfor normal arbejdstid og også i nattetimerne.
I ugen 17. september til fredag den 22. september, vil der derfor blive udført fræse- og slidlagsarbejde som natarbejde. Arbejdet vil blive udført mellem klokken 18 og 06.
Det kan ikke undgås at arbejdet larmer og vil være forstyrrende for beboerne i området.
I forbindelse med arbejdet vil der være forskellige omkørsler og lukninger af veje. Omkørsler og lukninger skifter i takt med arbejdet og med, hvor de store maskintog arbejder.
Hillerød Kommune beklager de gener, arbejdet vil medføre. Det er nødvendigt at skifte asfalten nu. Til gengæld vil der være mindre trafikstøj, når den nye asfalt er udlagt.