Nyt fælles sprog giver bedre sammenhæng i ældreplejen

27-11-2017

Ny dokumentationsmetode skal sikre mere smidighed og bedre dokumentation i alle landets kommuner. Lige nu er omkring 750 medarbejdere i Hillerød ved at blive uddannet i systemet

Over hele landet er kommunerne ved at implementere den nye fælleskommunale metode for social- og sundhedsfaglig dokumentation, Fælles Sprog III. Metoden er blevet udviklet siden 2012 og er på vej ud i alle landets kommuner. I Hillerød er 750 medarbejdere ved at blive uddannet i systemet.

”Fælles Sprog III er en dokumentationsform, som skal sikre, at alle kommuner og ansatte i ældreplejen taler det samme sprog og dokumenterer på samme måde. Det er en mere overskuelig måde at dokumentere på, som gør at medarbejdere kan få adgang til de samme oplysninger. Det betyder for eksempel også, at borgerne ikke skal svare på de samme spørgsmål flere gange, når de møder forskellige mennesker i plejen, fordi alle nu har de samme oplysninger og kan trække på de samme data,” siger projektleder Jane Andersen fra Hillerød Kommune.

Alle relevante medarbejdere får i løbet af oktober og november måned undervisning i Fælles Sprog III-metoden, og sideløbende bliver data konverteret og metoden implementeret i kommunens dokumentationssystem.

”Når så stort et projekt som dette rulles ud, er der risiko for, at det i startperioden kan tage længere tid at udføre vanlige opgaver eller at der kommer lidt flere vikarer, fordi de faste medarbejdere er på skolebænken. Vi vil naturligvis bestræbe os på at komme så godt som muligt igennem implementeringen med færrest muligt gener for borgere, og glæder os til de fordele, som metoden giver for borgerne, når den er blevet indarbejdet i dagligdagen,” siger afdelingschef for Ældre og Sundhed Hella Obel.

 

Siden blev senest opdateret d. 27-11-17

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

RSS