Er du et godt demens match?

15-02-2017

Hillerød Kommune er blandt de første, som er med i et helt nyt initiativ, der skal gøre livet sjovere for mennesker med demens og lette hverdagen for deres pressede pårørende. Omdrejningspunktet er et møde og en fælles interesse. Den 20. februar kan du komme til møde og høre om, hvordan du kan blive matchet med en dement.

Det er Alzheimerforeningen, der har taget initiativ til et koncept, der skal matche frivillige Demensvenner med mennesker med demens og aflaste de pårørende. Projektet henvender sig til alle, der vil gøre livet bedre for demente og deres pårørende, og Hillerød er blandt de første otte kommuner, der har valgt at engagere sig.

Demensven med hjerte til mere

I 2015 lancerede Alzheimerforeningen kampagnen Demensvenner. En Demensven er en person, der rækker hånden frem, når han eller hun møder et menneske med demens i hverdagen. Enten med forståelse og viden eller en konkret handling. Man kan se det lidt som et førstehjælpskursus, hvor man klædes på til at hjælpe, når og hvis der er brug for det.

Til foråret udvides kampagnen med et nyt koncept, så det bliver lettere at matche Demensvenner med mennesker med demens. Det overordnede formål med projektet er at aflaste de pårørende ved at hjælpe demensramte til at kunne fastholde aktiviteter i og uden for hjemmet. Projektet henvender sig til de Demensvenner, der gerne vil engagere sig lidt mere, og de mennesker med demens, der for eksempel har brug for støtte til aktiviteter.

Udgangspunkt i din hverdag

Eksempler på aktiviteter eller samvær kan være at gå en tur sammen, strikke, lave mad derhjemme, spille tennis eller noget helt andet.  

- Udgangspunktet er, at Demensvennen og den demente er lige i aktiviteten. Hvis du eksempelvis elsker at fiske kan du matche med én med demens, der har samme interesse, og så kan I dyrke det sammen og begge få noget ud af samværet. Formålet er at øge livskvaliteten hos den demente og give et velfortjent pusterum til de pårørende, fortæller Eva Stawicki, der er projektleder i Alzheimerforeningen.   

Hør mere om projektet

I Hillerød kan du høre mere om projektet den 20. februar kl. 16-17, når der er møde på dagcentret Skovkilen,  Skovhuset, Centervænget 43,

På mødet vil kommunens demenskonsulent og demenskoordinator informere jer om projektet, og det vil være muligt at tilmelde sig som ”aktivitetsven”.

Demenskoordinator Pia Bregenholt og Eva Stawicki fra Alzheimer foreningen vil deltage i mødet.

 Læs mere på www.demensven.dk/match

Siden blev senest opdateret d. 13-02-17

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

RSS