Science i børnehaverne

01-09-2015

Fra i dag og til torsdag den 10. september er der Mit Science i daginstitutionerne i Hillerød Kommune.

Mit Science har til formål at tilbyde spændende og udforskende læring for alle aldersgrupper – både vuggestuebørn og børnehavebørn.

Børn og pædagoger i aktiv læring

”Børn skal trives, udvikles og lære i vores dagtilbud. En Sciencedidaktisk tilgang– altså læring med et praktisk formål - til det pædagogiske arbejde passer godt til arbejde med børnene. Børn er af natur nysgerrige, de undrer sig og stiller en masse spørgsmål og det er netop det undersøgende og udforskende, vi arbejder med, når vi arbejder med science,” siger afdelingschef for Dagtilbud Børn, Jette Frandsen Pedersen.

”I vores pædagogiske arbejde med Science støtter vi børnene, når de møder udfordringer, som de undres over. Sammen med børnene vil pædagogen opstille hypoteser og udføre små forsøg, så de sammen gennem undersøgende og udforskende leg, kan arbejde med denne undren. Det er ikke ’science-undervisning’, i den betydning at overlevere naturvidenskabelig viden til børnene – science-natur retter sig i højere grad mod børns hverdagsopfattelser om nære ting. Pædagogerne har nu i to år haft fokus på at opdage begivenheder som findes i hverdagslivet i forhold til natur og naturfænomener, fx at vand fryser til is; at varmen fra stearinlys kan få en uro til at bevæge sig; at ild skal bruge luft for at brænde” – og nu har vi dertil fokus på krop og bevægelse,” siger Jette Frandsen Pedersen.

 Science Festival

Torsdag den 10. september 2015 afholdes Science Festival i samarbejde med Skovskolen i Nødebo for 200 af de ældste børnehavebørn fra Hillerød Kommunes daginstitutioner.

Der vil være 12-14 workshops på dagen, hvor børnene kan gå på opdagelse i små grupper sammen med en pædagog. Workshopsene er arrangeret af pædagogerne i kommunens daginstitutioner. Blandt pædagogerne er selvfølgelig de 28 science pædagoger, som Dagtilbud Børn har uddannet på et diplomforløb i ’Science og Natur’ i foråret 2014.

Der vil på festivallen være workshops med overskrifter som: ”Et æble kan man nyde-mon også det kan flyde”, ”Skum og bobler”, ”Kom tæt på din krop”, ”Hvor stærkt er papir”, ”Balloner i bevægelse”, ”Edderkopper” og meget mere.

Forældrene er velkomne til at komme og deltage fra klokken 15. Forældrene kan således også deltage i den officielle afslutning af årets Science Festival klokken 15:45 – et arrangement som Musikskolen står for. Festivallen lukker 16:30.

 Arbejdsglæde

Formanden for Børne- og familieudvalget, Rikke Macholm glæder sig over den store indsats, børnehaverne gør på området.

”Det er dejligt at se, hvordan både voksne og børn har taget Science til sig og bruger det i hverdagen. Vi er den første kommune, der har 28 specialuddannede Sciencepædagoger, og jeg synes, det er et virkelig godt tilbud til børnene, som vi kan være rigtig stolte af. Det er sjovt og lærerigt for børnene og giver ekstra arbejdsglæde hos pædagogerne,” siger Rikke Macholm.

Det er andet år at Hillerød Kommune afholder Science-Festival for de ældste børnehavebørn. Mit Science tager i 2015 udgangspunkt i det nationale læreplantema Natur- og Naturfænomener

 

 

Siden blev senest opdateret d. 01-09-15

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

RSS