Spring menu over

Grundlisteudvalget udpeger efter ansøgning kandidater til grundlisten for Hillerød Kommune. Udvalget skal udpege 1 person pr. 300 indbyggere, dvs. ca. 185 personer fra Hillerød Kommune. 

Ansøgningsblanketten findes længere nede på siden. Den nye periode er fra 1. januar 2028 til 31. december 2031.

Sidste frist for ansøgning er 31. december 2026. 

Vil du være nævning eller domsmand

Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere, og de har til opgave at hjælpe rettens juridiske dommere med at dømme i visse straffesager. Om man er nævning eller domsmand afhænger af, hvilken type straffesag, der er tale om.

Hvervet som lægdommer er borgerligt ombud og det vil sige, at du har pligt til at være lægdommer i hele perioden.

Du kan finde mere information på Danmarks Domstole.

For at blive optaget på grundlisten over lægdommere skal du opfylde en række krav:
Du skal være egnet, det vil sige, at:

  • du skal have valgret til Folketinget, hvilket kræver dansk statsborgerskab og fast bopæl i Danmark.
  • du skal være fyldt 18 år senest 31. december 2027 og må ikke være fyldt 80 år inden 1. januar 2032.
  • du må ikke have en diagnose fysisk eller psykisk, som kan være en hindring for udførelsen af forpligtelserne som lægdommer. Læs om en lægdommers forpligtelser/funktion på Domstolstyrelsens hjemmeside.
  • du skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at udfylde forpligtelserne som lægdommer.

Du skal desuden være "uberygtet", hvilket er en konkret vurdering, der foretages af landsrettens præsident med udgangspunkt i, at du ikke må have en frihedsstraf, større bøde eller i øvrigt være straffet efter straffeloven eller være frakendt kørekortet i en kortere eller længere periode.

Der er ingen garanti for, at du bliver udtaget til Hillerød Kommunes grundliste, selvom du er egnet og opfylder kravene. Det afhænger bl.a. af, hvor mange borgere i Hillerød Kommune, der ønsker optagelse på listen, da det skal sikres, at grundlisten er alsidigt sammensat.

Personer i visse stillinger kan ikke udpeges til grundlisten, blandt andet ministre, visse ansatte i ministerierne, ansatte ved domstolene, politi, anklagemyndigheden, kriminalforsorgen og advokater, advokatfuldmægtige samt præster.   

Grundlisten sammensættes, så den indeholder et bredt sammensat udsnit af kommunens befolkning fordelt på fx køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.

Vi opfordrer borgere i alle aldre og med forskellige erhvervsmæssige, sociale og kulturelle baggrunde til at søge, så grundlisten så vidt muligt afspejler Hillerød Kommunes befolkning.

Det er grundlisteudvalget, der udvælger, hvem der optages på kommunens grundliste og sikrer en alsidig repræsentation af kommunens borgere. Optagelse på grundlisten betyder ikke, at du automatisk bliver domsmand eller nævning.

Nævninge og domsmænd udtages af landsrettens præsident ved lodtrækning blandt de personer, som står på grundlisterne. Det er også landsretten, som kontakter dig, hvis du bliver udvalgt.
Bliver du ikke udvalgt, hører du ikke fra landsretten.

Du kan læse mere om det at være nævning eller domsmand på domstolenes hjemmeside.

I forbindelse med din ansøgning om at komme på grundlisten for perioden 1.1.2028-31.12.2031 behandler Grundlisteudvalget dine personoplysninger med henblik på at beslutte, hvem der skal udtages til grundlisten.

De personoplysninger, der behandles er: Fulde navn, cpr-nr., adresse, e-mail, telefonnummer, uddannelse, stillingsbetegnelse, ansættelsessted, herkomst og statsborgerskab. Du afgiver selv oplysningerne i ansøgningen, og Grundlisteudvalget kontrollerer oplysningerne ved opslag i cpr-registret.

Behandlingen af dine personoplysninger sker i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, da behandlingen af oplysninger er nødvendig for, at Grundlisteudvalget kan træffe beslutning om, hvem der skal udtages til grundlisten. Behandlingen sker i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 6-9a.

Dine rettigheder
Vi skal orientere dig om, at du har ret til:

  • at få indsigt i de oplysninger, vi har registreret om dig
  • at få dine personoplysninger i en struktureret og maskinlæsbar form
  • at få berigtiget urigtige oplysninger om dig, hvis vi er enige i, at de er urigtige
  • at gøre indsigelse mod en ellers lovlig behandling af dine personoplysninger
  • i visse tilfælde at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset

Videregivelse
Vi videregiver dine personoplysninger til Præsidenten for Østre Landsret, hvis Grundlisteudvalget indstiller dig som lægdommer.

Præsidenten for Østre Landsret danner ved lodtrækning blandt de indstillede personer nævninge- og domsmandslister til landsretten og byretterne. For at sikre, at de kommende lægdommer opfylder retsplejelovens krav om at være uberygtede, indhenter landsretspræsidenten en udtalelse fra kriminalregistret, om de pågældende personer.

Dataansvarlig
Hillerød Kommune er dataansvarlig for behandlingen af dine personoplysninger. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor længe vi vil opbevare oplysningerne.

Kontaktoplysninger på kommunes databeskyttelsesrådgiver
Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, er du velkommen til at kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver på mail: databeskyttelsesraadgiver@hillerod.dk eller på telefon 7232 0000. Indeholder din henvendelse personfølsomme oplysninger anbefaler vi, at du bruger digital post - klik her eller sender et brev til Databeskyttelsesrådgiveren, Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød.

Du har mulighed for at klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.

Ansøg om optagelse på grundlisten

Byrådssekretariatet

Telefontider

Mandag - tirsdag kl. 10 - 14

Onsdag lukket 

Torsdag kl. 10 - 17

Fredag kl. 10 - 12

Hillerød Kommune - logo