Spring menu over
Periode
6. maj 2024 - 1. juli 2024
Status
Aktiv
Type
Høring

Hillerød Byråd sender dispositionsforslag for Favrholm Stadionkvarter og forslag til tillæg 12 til Kommuneplan 2021-2033 med miljøvurdering i høring.

Stadionkvarteret ligger i den sydvestlige del af Favrholm og er ca. 94 ha stort. Stadionkvarteret bliver et nyt, blandet bykvarter med rig mulighed for fællesskaber og en aktiv hverdag. Stadion og parken ved stadion, Sportsfælleden, skal være Favrholms "dagligstue" – på engelsk ”Living room” - altså der hvor livet leves, hvor vi mødes og søger fællesskab med andre. Kvarteret kan fuldt udviklet rumme ca. 2.200 boliger, stadion, sportsakademi, dagligvarehandel, kontorerhverv, hotel, skole og daginstitution.

Invitation til borgermøde

Du er velkommen til borgermøde torsdag den 30. maj 2024 kl. 17.00 på Hillerød Rådhus, Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød.

På mødet vil vi gennemgå proces og planer, udviklingsselskabet vil præsentere dispositionsforslaget, og du får mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Høringsperiode

Planforslagene er i høring fra den 6. maj til den 1. juli 2024.

Har du spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, kan du ringe til By og Miljø på tlf. nr. 7232 2134 eller sende en mail til byudvikling@hillerod.dk.

Hillerød Byråd har i 2020 godkendt en vision og i 2022 en masterplan for udviklingen af Stadionkvarteret i Favrholm.

Dispositionsforslaget er en konkretisering af masterplanen med særligt fokus på 1. etape af udviklingen. Dispositionsforslaget danner en del af grundlaget for et kommende udbud og salg af området og for kommende lokalplanlægning.

Dispositionsforslaget beskriver blandt andet:

  • Et stadion med plads til 10.000 tilskuere ved store events og som byens aktive hus i hverdagene.
  • Erhvervsbygninger hvor der kan være hotel, klinik og kontorerhverv, og parkeringshus med dagligvarebutikker i stueetagen.
  • Blandede boligtyper med varieret arkitektur og grønne udearealer, i alt ca. 2.200 boliger og ca. 450 boliger i første etape.
  • Sportsfælleden, som er en park til fodbold, men også anden idræt, kultur, leg og ophold – målrettet mange forskellige brugere.
  • Generelt fokus på bæredygtighed, trygge byrum, tilgængelighed og biodiversitet.

Du kan downloade dispositionsforslag for Favrholm Stadionkvarter her - PDF

Med tillæg 12 til Kommuneplan 2021-33 indarbejdes masterplan og dispositionsforslag for Stadionkvarteret i kommuneplanen.

Kommuneplantillægget indeholder bl.a.:

  • En redegørelse for fingerplanens stationsnærhedsprincip med mobilitetsanalyse af hvilke transportformer (bil, tog, cykel m.m.) kommende brugere og beboere forventes at vælge.
  • Ændringer i kommuneplanens retningslinjer om fysisk planlægning som omhandler ny rækkefølgebestemmelse, anlæggelse af færre parkeringspladser, udvidelsesmuligheder for dagligvarebutikker og opholdsarealer til boliger.
  • Rammernes bestemmelser præciseres i forhold til anvendelse og bebyggelsesregulerende bestemmelser, herunder en fastsættelse af bygningshøjden for stadion på 20 m og en idrætshal på 28 m, samt at bebyggelsesprocenten beregnes som helhed for begge rammeområder, 75% for området omkring stadion, erhverv og p-hus (FH.C.4), 35% for resten af området (FH.B.2).

Du kan se forslag til kommuneplantillæg 12 her

Har du bemærkninger til dispositionsforslaget og kommuneplantillægget, kan du lave et høringssvar. Du har følgende muligheder for at sende dit høringssvar:

  • Skriv dit høringssvar via Hillerød Kommunes digitale kommuneplan. Klik på den orange knap ”Din kommentar”, som du finder øverst på siden i høringsperioden 6. maj til 1. juli 2024.
  • Skriv dit høringssvar via Sammen om Hillerød
  • Skriv dit høringssvar og send det med posten til Hillerød Kommune, By og Miljø, Trollesmindeallé 27, 3400 Hillerød.

Vi skal modtage dit høringssvar senest den 1. juli 2024.

Alle høringssvar bliver offentliggjort.

Alle høringssvar bliver behandlet af byrådet, når de skal beslutte, om de vil vedtage dispositionsforslaget og kommuneplantillægget.

Hillerød Kommune har foretaget en screening af de forventede miljømæssige konsekvenser af en realisering af dispositionsforslaget og kommuneplantillægget i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). På baggrund af screeningen er det besluttet, at der skal udarbejdes en miljørapport af dispositionsforslaget og kommuneplantillæg 12 til Kommuneplan 2021-2033.

Miljørapporten er i høring sammen med dispositionsforslaget og kommuneplantillægget.

Du kan se miljørapporten i den digitale kommuneplan under kommuneplantillæg 12

Byudvikling

Telefontider

Mandag - tirsdag kl. 10 - 14

Onsdag lukket 

Torsdag kl. 10 - 17

Fredag kl. 10 - 12

 

Brug Digital Post, hvis du skriver om dig, et familiemedlem eller andre personfølsomme oplysninger.

Hillerød Kommune - logo