Hillerød Fodbold Elite har ansøgt Hillerød Kommune om opgradering af sportsfaciliteterne ved Hillerød Stadion. Opgraderingen består blandt andet af TV-tårn, tribuner, nye lysmaster, måltavle og kunstgræsbane til afvikling af 1. divisionskampe.
Skal denne opgradering realiseres, kræver det, at Hillerød Kommune giver dispensation fra lokalplan nr. 257 og landzonetilladelse til projektet. I den forbindelse inviterer Hillerød Kommune til borgermøde mandag den 16. juni 2025 kl. 19-21 i kantinen på Hillerød Rådhus, Trollesmindealle 27.
På mødet vil du kunne høre mere om det ansøgte, processen for myndighedsbehandling og få afklaring på eventuelle spørgsmål.
Tilmelding nødvendig
Grundet en forventet stor interesse bedes du være opmærksom på, at du skal tilmelde dig borgermødet. Pladserne fordeles via ’først til mølle’-princippet, hvorfor du opfordres til at tilmelde dig tidligt, såfremt du ønsker at deltage.
Du tilmelder dig borgermødet her
Hillerød Kommune har valgt at afholde et borgermøde som en del af myndighedsbehandlingen. Dette af hensyn til inddragelse af offentligheden. Hillerød Kommune ønsker samtidig at sikre oplysning om projektet og myndighedsprocessen således der er klarhed om det ansøgte og den forestående myndighedsbehandling.
Kort om det ansøgte
Hillerød Fodbold Elite har ansøgt Hillerød Kommune om dispensation fra lokalplan nr. 257, samt landzonetilladelse til opgradering af sportsfaciliteterne på Bane 1 ved Hillerød Stadion. Hillerød Fodbold Elite søger om etablering af blandt andet TV-tårn, tribuner, nye lysmaster og kunstgræsbane til afvikling af 1. divisionskampe.
Endvidere har Hillerød Fodbold Elite ansøgt om midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 257, samt landzonetilladelse til opsætning af tribuner, TV-tårn, måltavle med mere, for en 3-årig periode ved Bane 2.