Spring menu over

På Bauneparken arbejder vi ud fra leve-bo-miljø-tanken. Det betyder, at du som beboer har stor indflydelse på planlægningen af din hverdag. 

Du vil som beboer på Bauneparken have en kontaktperson - en social- og sundhedsassistent eller -hjælper - og en kontaktsygeplejerske.

Sådan er boligerne

Der er 48 lejligheder fordelt på fire fløje med et fællesområde, hvor alle kan mødes til fælles aktiviteter og samvær ved måltiderne.

Boligerne på Bauneparken:

  • er mellem 33,4 og 53,6 m2 ekskl. fællesområdet
  • indeholder handicapvenligt bad og et lille tekøkken
  • har en lille terrasse, som du og dine pårørende selv vedligeholder
  • er alle 1-rums lejligheder
  • kan du indrette efter dit eget ønske, så længe du tager hensyn til, at medarbejderne kan hjælpe dig på forsvarlig måde

Maden på Bauneparken

Vores personale laver morgenmad og frokost på hver fløj. Vi får den varme mad leveret fra Mad til hver Dag. 

Vi tager udgangspunkt i dine og de andre beboeres ønsker og behov for diæter og andre hensyn. 

Hverdagsliv og aktiviteter på Bauneparken

Vi har et stort træningslokale med træningsredskaber og plads til både individuel træning og holdtræning. Udover beboerne er det både byens borgere, dagcentergæster, selvtrænere og medarbejdere, der bruger faciliteterne.

Sammen med aktivitetsmedarbejder og plejepersonale planlægger vi forskellige aktiviteter, og det kan fx være sang, gymnastik, boccia, banko, og manicure. Vi har også en erindringsgruppe, en netværksskabende gruppe, en mandeloge og vi arrangerer busture og ikke mindst cykelture med vores rickshaw-cykler og sofacykel.

Vi får jævnligt besøg af vores tryghund.

I de enkelte boligfløje fejrer vi årstidens højtider og spontane stjernestunder i hverdagen.

Der er gudstjeneste hver anden uge.

Her finder du Bauneparken

 

Plejehjemmet Bauneparken

Ny Harløsevej 24, 3320 Skævinge

Hillerød Kommune - logo