Hvad handler forebyggende hjemmebesøg om?
Besøget er frivilligt, og det foregår som en samtale med en forebyggelseskonsulent fra kommunen. Forebyggelseskonsulenten har en sundhedsfaglig uddannelse. Samtalen foregår hjemme hos dig, og varer omkring en time.
Ved et forebyggende hjemmebesøg kan du drøfte emner, der optager dig i det daglige. Det kan bl.a. være emner som:
- Helbred, trivsel, motion, kost
- Tryghed, ensomhed, livskvalitet, socialt netværk
- Støttemuligheder, boligforhold, aktivitetstilbud i kommunen, tanker om fremtiden
- Glæder, sorger og besværligheder, der ofte følger med at komme op i årene
Du er velkommen til at invitere pårørende med til samtalen.
Hent folder om forebyggende hjemmebesøg her.
Hvornår kan du få forebyggende hjemmebesøg?
Er fyldt 65 år
Hvis du er fyldt 65 år og har en ændret livssituation, har du ret til et forebyggende hjemmebesøg om året. Du skal selv henvende dig for at lave en aftale. Det kan fx være, at du:
- Har mistet din ægtefælle
- Har en syg ægtefælle
- Har en funktionsnedsættelse eller en kronisk sygdom
- Har et lille netværk og ikke deltager i aktiviteter uden for dit hjem.
Hvis du har mistet din ægtefælle, bliver du kontaktet af forebyggelseskonsulenten.
Er fyldt 70 år
Hvis du er fyldt 70 år og bor alene, modtager du et brev med et forslag om et besøg.
Er fyldt 75 år
Når du fylder 75 år, vil du blive inviteret til et arrangement med andre 75-årige, hvor du vil blive informeret om en række af de tilbud, som findes for seniorer i Hillerød Kommune.
Hvis du ønsker et individuelt besøg i hjemmet skal du selv henvende dig for at lave en aftale.
Er fyldt 80 år
Når du er fyldt 80 år, har du ret til ét forebyggende hjemmebesøg om året. Du modtager automatisk et brev hvert år med tidspunkt for besøget.
Kontakt til forebyggelseskonsulenten
Ønsker du yderligere oplysninger, kan du ringe til kommunens forebyggelseskonsulent på telefon 7232 3242.
Telefontid: Mandag til torsdag mellem klokken 8.00 og 10.00.
Ringer du uden for dette tidsrum, kan du indtale en besked på telefonsvareren.
Du vil herefter blive kontaktet af forebyggelseskonsulenten hurtigst muligt.