Opret en aftenskole

For at kunne etablere en aftenskole og tilbyde voksenundervisning efter folkeoplysningsloven, skal aftenskolen godkendes som en forening i Hillerød Kommune.

Krav til godkendelse

  • Foreningen skal have en vedtægt, hvoraf formålet fremgår.
  • Foreningen skal udpege en tilskudsmodtager, der er ansvarlig for tilskud og anviste lokaler samt for regnskab og dokumentation for virksomheden (pågældende skal bo i kommunen eller være godkendt af denne).
  • Foreningen skal tilbyde folkeoplysende virksomhed efter loven.
  • Foreningen skal have en bestyrelse på mindst 5 personer, der er valgt af medlemmerne eller de medlemsorganisationer, der står bag.
  • Foreningen skal give deltagerne mulighed for en plads i bestyrelsen.
  • Foreningens virksomhed skal være åben for alle.
  • Foreningen skal være hjemmehørende i tilskudskommunen.
  • Foreningens virksomhed skal være almennyttig og kontinuerlig.

Vedtægten

Vedtægten skal som minimum indeholde:

  • foreningens formål
  • hvordan bestyrelsen vælges og antallet af bestyrelsesmedlemmer
  • regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
  • foreningens hjemstedskommune
  • hvem der kan blive medlem af foreningen
  • hvem der har tegningsret for foreningen
  • procedure for vedtægtsændringer
  • hvad der sker med foreningens eventuelle overskud ved ophør

Se forslag til standardvedtægter.

Børneattest

Foreningen skal afgive en erklæring om indhentelse af børneattest, for at kommunen kan yde tilskud og/eller anvise lokaler til foreningen. Erklæringen skal afgives en gang om året. Find yderligere informationer om børneattester.

CVR-nummer

Foreningen kan gratis registrere sig online og få et CVR-nummer hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på www.webreg.dk. Man skal have en digital signatur for at registrere foreningen online, men denne digitale signatur behøver ikke være knyttet til foreningen. Der kan derfor bruges en hvilken som helst digital signatur. Vær opmærksom på at foreningen skal bekræfte CVR-registreringen hvert 3. år. Påmindelse herom sendes automatisk fra webregistreringen til den mail, som foreningen opgav ved registreringen.

NemKonto

Når foreningen har oprettet et CVR-nummer, kan det pengeinstitut som foreningen benytter, indberette foreningskontoen som NemKonto. Kontakt foreningens pengeinstitut og bed om at få gjort den pågældende konto til foreningens NemKonto. Derefter kan Hillerød Kommune benytte denne konto til udbetaling af foreningens tilskud m.v.

Digital postkasse

Fra 1. november 2013 er det lovpligtig for alle med et CVR-nummer at have en postkasse til Digital Post fra det offentlige. En person i foreningen skal have en Digital Signatur medarbejdersignatur eller NemID medarbejdersignatur knyttet til den frivillige forening. Når foreningen har en medarbejdersignatur, der bestilles hos NemID, kan den digitale postkasse oprettes på virk.dk/postkasse

Godkendelse som forening

Godkendelsen sker på ubestemt tid. Godkendelsen kan trækkes tilbage af Folkeoplysningsudvalget, hvis aftenskolen ikke længere opfylder forudsætningerne for godkendelsen eller overtræder gældende regler.

Kontakt Helle Pedersen, telefon 7232 5313 eller mail hped@hillerod.dk for yderligere oplysninger.

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

RSS