De gamle, krogede æbletræer har stået på deres plads på bakketoppen i næsten 175 år.
Trollesminde avlsgård blev opført i 1838, og straks derefter gik man i gang med en omfattende beplantning af jorden. Gran, lærk, elm, poppel, kastanje og ahorntræer, samt hundrede vis af frugttræer og –buske: æble, kirsebær, blomme, stikkelsbær, ribs, solbær og et langt nøddehegn. Et ambitiøst projekt, som desværre ikke havde de efterfølgende forpagteres store bevågenhed.
I dag står æbletræerne tilbage sammen med nøddehegnet og de gamle træer i haven bag Det Hvide Hus og ikke mindst den flotte kastanieallé og står som tavse vidner til historiens gang. 175 år er trods alt ikke så længe i et træs liv.
Du er velkommen til at tage et æble og smage på historien.
STEN NR. 4 - MAGT OG ORDEN
De allerførste milepæle var, som navnet siger, træpæle. Selv da man gik over til at lave milepælene i sten, hang navnet ved. Helt korrekt burde milepælene derfor benævnes milesten.
De første milesten blev sat op efter den berømte videnskabsmand, Ole Rømer, havde udført opmålingen ”Alle Store Weyes Maaling og Afdeeling udi Selland, Jylland oc Fyen, Slesvig, Holsten og Stormarn 1697.” Opmålingen - og det synlige resultat af opmålingen, nemlig milestenene - var en magtdemonstration fra den enevældige kong Christian V. Med stenene viste han, at der var orden i sagerne.
Den vigtige Kongevej mellem Frederiksborg og København var blandt de første veje, hvor kongen fik opstillet milesten for hver kvarte mil (altså hver fjerdingvej). Milepælene stod på milehøje, så de kunne ses på lang afstand.
Denne milesten har stået på Kongevejen (Københavnsvej) i Blovstrød ud for Blovstrød Kirke og har angivet, at der var 3 mil og en fjerdingvej (små 25 km) til København, og er sandsynligvis opstillet her i 1853.