Spring menu over

Det er gratis at skifte læge, så længe lægevalget gennemføres samtidig med din flytteanmeldelse til kommunens folkeregister. Venter du med at foretage dit lægevalg, vil du blive opkrævet et gebyr for lægevalget.

Vær opmærksom på, at flytning og skift af læge på nuværende tidspunkt foretages i 2 forskellige selvbetjeninger.

Du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter.

Du kan læse mere om reglerne for at skifte læge på siden 'Valg af læge'.

Når du flytter hjemmefra, har du pligt til at melde flytning til kommunen, senest 5 dage efter din flytning.

Du kan sende en flyttemeddelelse til kommunen via selvbetjeningsløsningen 'Anmeld flytning til folkeregistret'. PostNord får automatisk besked om din nye adresse.

Meddel selv adresseændring til dine øvrige kontakter. Fx: Din arbejdsgiver, blodbanken, diverse abonnementer, fritidsaktiviteter, konto- og medlemskort, din tandlæge og andre.

Under 18 år

Det er dine forældre, som bestemmer, hvor du skal bo, indtil du bliver myndig som 18-årig. Hvis du skal flytte adresse alene, skal din forælder med forældremyndighed lave flytteanmeldelsen.

Hvis det går dårligt derhjemme, kan du få hjælp i kommunen. Børnetelefonen kan guide dig til den bedste hjælp. Ring til Børnetelefonen på 116 111.

Et barn skal, ligesom voksne, være registreret på den adresse, hvor det opholder sig mest. Det gælder også, hvis I som forældre bor hver for sig, og uanset hvem af jer, der er bopæls- eller samværsforælder.

Hvis barnet bor hos dig, og du ønsker at ændre barnets bopælsadresse, skal du varsle det til den anden forælder senest seks uger, før flytningen finder sted. Dette gælder både, hvis I har fælles forældremyndighed, eller hvis én af jer har forældremyndigheden alene.

Hvordan anmelder jeg adresseændring for mit barn?

Når dit mindreårige barn skal flytte adresse, skal det anmeldes i den kommune, hvor barnet skal bo. Inden flytningen af dit barn kan blive registreret i CPR, skal kommunen tage stilling til, om den anmeldte flytning kan accepteres. Kommunen skal fx partshøre den forælder, der ikke flytter med, hvis han / hun ikke over for kommunen har accepteret flytningen.

Den anden forælder får et brev fra kommunen, et partshøringsbrev.

  • Ved enighed mellem forældrene registrerer kommunen den nye adresse for barnet.
  • Ved uenighed mellem forældrene beder kommunen om flere oplysninger om barnets faktiske ophold. Derefter træffer kommunen en afgørelse

Hvilke konsekvenser har registreringen af barnets bopæl?

Registreringen har både betydning for tildelingen af offentlige ydelser og tilskud og for jeres bidrag til forsørgelsen af barnet.

Bopælspligt indebærer, at du som ejer af en helårsbolig har pligt til at sørge for, at boligen er beboet mindst 180 dage om året – enten af dig selv eller udlejet til en anden.

Bopælspligten er reguleret i boligforholdslovens kapitel 1om benyttelse af boliger. Grænsen på de 180 dage nævnes ikke i loven, men er praksis pga. Skatteministeriets regler om skattepligt.

Kommunen fastlægger i lokalplaner, hvilke helårsboliger inden for kommunegrænsen, der har bopælspligt.

Bopælspligten er indført for at undgå affolkning i landdistrikterne, at modvirke dannelse af ”sommerhuskvarterer” i områder, der er tiltænkt til helårsbeboelse samt at forhindre uhæmmet spekulation i boligmarkedet

Undtagelser

Der er dog undtagelser fra reglen om bopælspligt:

  • Bopælspligten gælder ikke, hvis du er ved at sælge din helårsbolig. Du må altså gerne flytte til en anden bolig – også selv om du kommer til at overskride de 180 dage.
  • Nyopførte boliger bliver først omfattet af bopælspligt, når de er blevet benyttet til helårsbolig – typisk ved tilmelding til folkeregistret. Fra 1. januar 2021 gælder bopælspligten dog også for boliger, som i en lokalplan er fastlagt til helårsboliger - allerede fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsens tilladelse til at tage boligen i brug foreligger.
  • Flexboliger er helårsboliger, hvor kommunen har givet tilladelse til anvendelse som fritidsbolig.
  • Kommunen kan også vælge at sløjfe bopælspligten for særlige områder – eller endda for hele kommunen.

Kontakt altid kommunen for at finde ud af, om der er bopælspligt på en bestemt helårsbolig – eller om boligen fx har status som flexbolig.

Ønsker du at klage over kommunens afgørelse i forbindelse med ændring af din adresse, skal du sende klagen til din bopælskommune.

Kommunen vil herefter sende klagen videre til CPR-kontoret, hvis kommunen fastholder afgørelsen.

Indhold leveret af: Borger.dk logo

Borgerservice

Borger- og Socialservice
Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød

Telefontider

Mandag - tirsdag kl. 10 - 14

Onsdag lukket 

Torsdag kl. 10 - 17

Fredag kl. 10 - 12

Hillerød Kommune - logo