Kommunen skal tilbyde en STU til unge der ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse selv med socialpædagogisk støtte.
Formålet med en STU er, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt, og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse. Ungdomsuddannelsen skal være et springbræt til voksentilværelsen, hvor der sigtes efter en progression i den enkelte unges udvikling.
STU skal opfattes som den sidste mulighed, når alle andre muligheder for at opnå en ordinær ungdomsuddannelse er afdækket og udelukket. STU er ikke en kompetencegivende uddannelse. Derfor er det afgørende, at unge, der kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse eventuelt med støtte, fastholdes i det ordinære uddannelsessystem for at give dem de bedst mulige betingelser for fodfæste på arbejdsmarkedet fremadrettet.