Har du lyst til at prøve kræfter med seniorpolitik og gøre en forskel på ældreområdet?
Som medlem i Hillerød Seniorråd handler det om – sammen med de andre medlemmer – at være de ældres stemme i Hillerød Kommune, og at være med til at sikre, at de ældres ønsker og behov bliver hørt og inddraget i kommunens beslutninger. Det sker bl.a. ved at udarbejde høringssvar på sager, der handler om ældre borgere, og at være opsøgende på, hvad der rør sig blandt kommunens seniorer. Der kan du selv være med til at præge indholdet af arbejdet.
Som medlem i Hillerød Seniorråd repræsenterer du mere end 15.000 borgere i Hillerød Kommune, der er fyldt 60 år.
Arbejdet i Hillerød Seniorråd er frivilligt, ulønnet og ikke-politisk.
Der er valg til seniorrådet hvert 4. år samtidig med valg til kommune- og regionsråd, og næste valg er i november 2025, for valgperioden 2026-2029.
Hvad skal der til for at du kan stille op?
Hvis du er fyldt 60 år og bor i Hillerød Kommune, den 18. november 2025, kan du stille op og stemme til seniorrådsvalget. Du behøver ikke have nogen særlig baggrund eller erfaring – det vigtige er, at du har lyst til at engagere dig i de ældres vilkår.
Sådan stiller du op
I perioden fra den 13. august til 29. september 2025 kl. 10, kan du melde dig som kandidat til seniorrådsvalget, udfyld blot opstillingsformularen herunder.
Udfyld opstillingsformularenVil du vide mere?
Kom til informationsmøde med det nuværende seniorråd. Tirsdag den 26. august 2025 kl. 14 til 16 i Grønnegadecentret, Grønnegade 15, Hillerød.
Du er også velkommen til at ringe til nuværende formand for Hillerød Seniorråd, Kirsten Blæsgaard Svendsen på 2870 5440 eller til sekretær i Hillerød Seniorråd, Mariane Petersen, på 3168 8844.