Hillerødpædagoger får diplomuddannelse

26-01-2018

19 pædagoger med opgaver i skolerne i Hillerød Kommune har netop afsluttet et diplomforløb på UCC i ”Pædagogfaglighed og læreprocesser”. Uddannelsen skal give pædagogerne endnu bedre mulighed for at indgå i undervisningen i Folkeskolen.

”Jeg har været rigtig glad for, at jeg fik mulighed for at være med på modulet. Jeg kan nu på en mere kvalificeret måde indgå i teammøder og deltage i tværprofessionelt samarbejde med min større teoretiske viden om dannelse, læring og didaktik.”

Sådan siger Claudia Lucia Lehmann, som er pædagog på Grønnevang Skole, afdeling Nødebo. Hun er en af de 19 pædagoger, der har været igennem uddannelsesforløbet, der er det første af sin slags. I alt skal godt 40 pædagoger med opgaver i skolerne fra Hillerød igennem forløbet.

Pædagogernes nye kompetencer fra uddannelsen skal styrke pædagogernes og lærernes faglige og pædagogiske samarbejde til gavn for alle elever.

Noget, Claudia også synes hun har fået ud af kurset.

”Jeg synes, jeg har fået et godt blik for, hvor vi hver især kan bidrage bedst, Læring er jo en proces, som sker i barnet, og det er barnets motivation og engagement, der bestemmer om der sker en læring. Og det er her, vi skolepædagoger har en fordel, for vi kender børnenes sociale interaktion med andre udenfor klasseværelset. Og netop fordi vi kender børnene i andre sammenhænge end i klasseværelset, kan vi bidrage med forslag til, hvordan vi i samarbejde med lærerne kan motivere børnene fagligt. Jeg synes, jeg er blevet bedre til at argumentere for min egen faglighed og for det, jeg kan bidrage med i klasseværelset,” siger Claudia.

Formanden for udvalget for børn, familie og unge, Peter Frederiksen, ser også mange muligheder i den nye uddannelse.

”Pædagoger og lærere kan noget forskelligt, og det er vigtigt at få brugt de forskellige fagligheder så optimalt som muligt. Pædagogerne med opgaver i skolerne er en stor gevinst i klasseværelserne, og jeg er meget tilfreds med at Hillerød Kommune har valgt at gå med i denne nye uddannelse,” siger Peter Frederiksen.

På landsplan har 48 kommuner fået godkendt ansøgningen om at deltage i forløbet på UCC, og det forventes, at 2100 pædagoger er efteruddannet, når forløbet er gennemført i 2020. Projektet er igangsat af KL og BUPL med støttet fra A.P. Møller Fonden.

 

 

 

Siden blev senest opdateret d. 26-01-18

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

RSS