Flere tilfredse med jobcentret

09-03-2016

65 % af de virksomheder, der arbejder sammen med Jobcentret, vurderer samarbejdet til at være ”godt” eller ”meget godt”. Det er en stigning i tilfredshed, siden virksomhederne sidst blev spurgt om det samme.

Jobcenter Hillerød har gennemført en undersøgelse af virksomhedernes behov for rekruttering, fastholdelse samt opkvalificering. Knap halvdelen af virksomhederne forventer at ansætte nye medarbejdere enten ”nu” eller inden for et halvt år, og en del af dem forventer at samarbejde med Jobcentret om rekruttering.

Undersøgelsen viser, at virksomhedernes samlede vurdering af Jobcentrets indsats er forbedret i forhold til sidste års resultat. 65 % af virksomhederne vurderer Jobcentrets indsats til at være enten ”meget god” eller ”god”.

Virksomhederne er også blevet spurgt til deres samarbejde med Jobcentret, og her er endnu flere tilfredse. Det glæder formanden for Arbejdsmarkedsudvalget Jamil Cheheibar.

”Det glæder mig, at virksomhederne fortsat ser Jobcentret som en værdifuld samarbejdspartner i samarbejdet om eksempelvis ansættelse af ledige i løntilskud samt i forhold til samarbejdet om arbejdspladstilpasning. Jobcentre bliver ind imellem beskyldt for at være for langt væk fra virkeligheden, men denne her undersøgelse viser, at virksomhederne både sætter pris på arbejdet, samarbejdet og på Jobcentrets forståelse af virksomhedernes behov. Det synes jeg vi kan være rigtig godt tilfredse med,” siger Jamil Cheheibar.

80 % af virksomhederne synes, at samarbejdet med Jobcentret om ansættelse af ledige i virksomhedspraktik, løntilskud eller jobrotation er enten ”meget godt” eller ”godt”, og at samarbejdet med Jobcentret om hjælpemidler og arbejdspladstilpasning er enten ”meget godt” eller ”godt”.

De fleste af virksomhederne er også meget enige i, at Jobcentret har en god forståelse af virksomhedernes behov. Således svarer 86 % af virksomhederne, at de er enten ”meget enig” eller ”enig” i, at Jobcentrets medarbejdere forstår virksomhedernes behov.

Siden blev senest opdateret d. 09-03-16

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld Hillerøds nyhedsbrev.

RSS